Fusion på pension

OPSPARING MP Pension, pensionskassen for magistre og psykologer, Arkitekternes Pensionskasse og Pensionskassen for Jordbrugsakademikere og Dyrlæger går sammen.

Bestyrelserne i de tre pensionskasser har besluttet at arbejde for etablering af et administrationsfællesskab i 2008. Samarbejdet skal mindske omkostninger og sikre høje investeringsafkast.

Pensionskasserne skal have fælles administration og daglig ledelse, men fortsætter ellers som selvstændige pensionskasser med hver sin medlemskreds og lignende.

Pensionskasserne ønsker med fællesskabet at holde fast i medlemsejerskabet, som ifølge pensionskasserne sikrer, at pengene går til medlemmerne frem for kommercielle interesser.

Den fælles administration modtager årligt pensionsbidrag for 2,5 mia. kr. fra næsten 75.000 medlemmer og forvalter omkring 63 mia. kr.

/ritzau/

BRANCHENYT
Læs også