Sanistål i aggressivt opkøb af konkurrent

Stålgrossisten Sanistål har købt 33,8 pct. af aktierne i konkurrenten A. O. Johansen. Det ligner et forsøg på en fjendtlig overtagelse, mener aktieanalytikere.

• Sanistål forsøger nu at gøre sig klar til at opsluge konkurrenten A. O. Johansen efter i går at have betalt 385 mio. kr. for 33,8 pct. af aktierne. Sanistål afviser selv, at der er tale om et fjendtligt overtagelsesforsøg, men den køber aktieanalytikerne ikke.

»Uanset, hvordan opkøbet bliver betegnet af Sanistål, så er det et forsøg på en fjendtlig overtagelse af A. O. Johansen,« fastslår analytiker Stig Frederiksen, Danske Equities, der har svært ved at se det fornuftige i købet.

»Det virker som en meget speciel strategisk beslutning, hvis Sanistål ikke på forhånd har en forventning om, at man kan få resten af selskabet. Det er helt klart en meget risikofyldt investering,« pointerer han.

Den massive investering rækker nemlig ikke til mere end 17,9 pct. af stemmerne - og dermed sidder Johansen-familien stadig tungt på selskabet med 52,4 pct. af stemmerne.

Hvis investeringen mislykkes, skal Sanistål ud af aktien igen, påpeger analytikeren. Og det bliver ikke nødvendigvis med fortjeneste.

»Byggebranchen har haft gyldne tider, men markedet peger nedad i øjeblikket, så det er ikke sikkert, at det ser lige så gunstigt ud om tre år,« påpeger Stig Frederiksen.

Adm. direktør for A.O. Johansen, Niels Johansen, er dybt overrasket over aktieopkøbet, men fastslår på det bestemteste, at selskabet ikke er til salg.

»Jeg vidste ikke noget om det. Jeg er overrasket, men familiens ejerandel er ikke til salg, og den kommer ikke til salg. Det ligger fuldstændigt fast - og det ved Sanistål. Der er ikke nogen fusion på vej,« siger Niels Johansen.

Tilfreds med køb
Saniståls adm. direktør Christian B. Lund mener imidlertid, at selskabet har gjort et godt køb. Men han afviser, at der er tale om et fjendtligt overtagelsesforsøg.

»For det første synes vi, det er en god investering i et godt selskab. Vi synes, at vi laver et godt køb. Det er en strategisk anlægsinvestering,« siger han.

»Men vi ønsker også at styrke vores muligheder for at deltage i en branchekonsolidering, når den engang kommer. Det gør vi med det her køb,« understreger Sanistål-direktøren og påpeger, at man er en vigtig aktionær, hvis man sidder med en tredjedel af et selskab.

Men er det med henblik på at overtage A. O Johansen på et tidspunkt?

»Vi vil gerne være med til en konsolidering af branchen, når branchen er klar til det. Indtil da er det en god aktie at eje. Det styrker vores position, den dag konsolideringen sker,« siger han

Er det så første led i en fjendtlig overtagelse?

»Nej, overhovedet ikke. Niels Johansen har jo stemmemajoriteten, så det styrer han selv,« fastslår Christian B. Lund.

Sanistål afviser, at selskabet vil udnytte muligheden for at sætte en mand ind i bestyrelsen.

»Det har vi har ingen intentioner om,« siger han. henrik.skov@jp.dk

Saniståls opkøb
?Sanistål købte fredag morgen 26,8 pct. af aktierne i Brdr. A. O. Johansen for 305 mio. kr.

?Aktierne blev købt til kurs 2.000, hvilket er ca. 11-12 pct. højere end den seneste uges børskursniveau.

?Fredag eftermiddag købte Sanistål yderligere op, så selskabet nu i alt sidder på 33,8 pct. af aktierne og 17,9 pct. af stemmerne.

BRANCHENYT
Læs også