Aktier ramt af global nervøsitet

Det danske C20-indeks tabte fredag 0,5 pct. og lukkede i 476,1. Trods faldet gav det alligevel et lettelsens suk fra investorerne, som tidligere på dagen havde set C20-indekset under 468.

De europæiske indeks vekslede tab til plusser, efter at de amerikanske aktier åbnede i positivt terræn.

Dagens "comeback aktier" blev DSV og Vestas. Vindmølleproducenten lukkede 0,8 pct. højere i kurs 370, efter at Vestas-aktien ved middagstid havde ligget godt 4 pct. lavere. Vestas fik en lille ordre fra hollandske Growind på 21 møller af typen V90-3,0 MW. Møllerne skal leveres sidst i 2007, skrev Bloomberg News.

DSV lukkede 1,9 pct. højere i kurs 107,8, efter at vejtransportaktien havde ligget med tab på godt 3 pct. ved middagstid.

Flad udvikling
A.P. Møller - Mærsk B-aktien tabte 1,2 pct. til kurs 63.800. Forventningerne til rateudviklingen inden for containerskibsfart løftes af analytikerne hos Danske Equities, der nu venter en flad udvikling mod tidligere et fald på 3 pct. for 2007. Forventningerne til 2008 opjusteres til en vækst på 2 pct. på årsbasis mod tidligere "flad".

D/S Torm lukkede 2,1 pct. lavere i kurs 206. Rederiet udskyder sit halvårsregnskab til den 31. august. Udskydelsen er en konsekvens af, at Torm og Teekay i fællesskab har købt rederiet Omi Corporation.

Flyselskabet SAS lukkede 0,4 pct. lavere i kurs 123. Passagertrafikken steg 1,7 pct. i maj målt på årsbasis. Den samlede kapacitetsudnyttelse i SAS-gruppen faldt 2,4 procentpoint til 69,4 pct. i maj.

»Opgørelsen for maj var marginalt svagere end ventet. Vi ser nu frem mod strategiplanen "Strategy 2011". Præsentationen ventes den 14. juni, men datoen kan blive ændret«, udtaler senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank.

Sanistål på indkøb
Blandt sidepapirerne var fokus på Sanistål og Brdr. AO Johansen (AO). Sanistål har købt en ejerandel på 26,76 pct. af Brdr. AO Johansen for 305 mio. kr. Andelen blev senere øget til 33,8 pct. Sanistål lukkede 3,7 pct. lavere i kurs 1180, mens Brdr. AO Johansen steg 5,3 pct. til kurs 1880.

»Vi er ikke interesseret i at komme i seng med Sanistål, og det sikrer vores aktionærforhold os i mod,« sagde AO-direktør Niels Johansen.

Curalogic tabte 2,7 pct. til kurs 18,2. Biotekselskabet vil øge aktivitetsniveauet og accelerere udviklingen. Det kræver dog en kapitalforøgelse på 363 mio. kr.

I underholdningsbranchen var fokus på Parken Sport & Entertainment, som tabte 0,1 pct. til kurs 1798. Efter en afgørelse fra UEFA kan Parken ikke danne rammen for de næste fire kvalifikationskampe grundet skandalekampen mod Sverige. Det giver et direkte omsætningstab på 15-20 mio. kr.

RB-Børsen

BRANCHENYT
Læs også