Rolig nu!

KURSFALD Stærk vækst i USA har overrasket økonomerne. Resultatet er panikagtige kursfald, men markedet vil stabilisere sig.

side 2• Det danske aktiemarked slutter ugen i en højrød farve. Ikke af blod, men af ketchup og kursfald. Kurstab på ca. 60 mia. kr. alene for C20-indekset er i ugens løb udråbt til en regulær massakre. Men nu slår børseksperter koldt vand i blodet.

Investorerne, både de private og de professionelle, er blevet ofre for, hvad der i finansielle termer kaldes en korrektion, og som reelt dækker over, at de fandt ud af, at de har set forkert i regnearket.

»I ugens løb er det gået op for analytikerne, hvor stærk den økonomiske vækst i USA er. Det har medført, at de ændrer deres syn på det rigtige niveau for renter og aktier, og det er det, der i denne uge har givet en ketchup-effekt,« siger analytiker Lars Rasmussen fra Danske Markets.

Flere kæberaslere
De danske aktier har sammen med alverdens aktiemarkeder fået den ene kæberasler efter den anden. Fredag rundede ugen af med et lille fald på 0,5 pct. for de mest handlede aktier i København, C 20-indekset, som dermed er blevet barberet med knap 5 pct. i løbet af den seneste uge.

I betragtning af, at aktierne er mere end fordoblet siden 2003, er ugens korrektioner beskedne.

»Efter fire fantastiske aktieår er der nu opstået et mere normalt marked,« konstaterer Brian Børsting, chefanalytiker i LD Markets.

Han deler holdning med mange af de professionelle, som også betragter de seneste dages uro som en tiltrængt korrektion, som ikke bør skabe panik hos investorerne.

Hele denne uges ballade gik for alvor i gang, da renterne på de langtløbende amerikanske obligationer pludselig steg kraftigt i løbet af en dag, netop sat i gang af en erkendelse af, at den amerikanske økonomi er stærk.

Ketchup-effekt
Det satte en ketchup-effekt i gang, for hvis økonomien er stærk, kan centralbanken finde på at hæve renten. Så bliver det dyrere at låne penge, forbrugerne køber mindre, virksomhederne sælger mindre, indtjeningen falder og aktierne falder i kurs. Sådan helt kort fortalt.

Om det hele er sådan, som analytikere og økonomer nu har rettet sig ind efter, bliver vi alle klogere på i løbet af næste uge. Der kommer nøgletal for de amerikanske forbrugeres daligvarekøb i maj, og der kommer inflationstal, og begge vil sige noget om tempoet i økonomien. Desuden vil en række af verdens mægtigste centralbankchefer holde tale og sige ord - utvivlsomt vejet på en elektronvægt.

Flere banker anbefaler de private at holde sig væk, indtil kampen er afgjort mellem bjørnen og tyren, de to dyr som er blevet symboler på aktiemarkedets bevægelser. Bjørnen river kurserne nedad med sine kløer i et såkaldt bear market. Tyren stanger dem opad i et bull market.

Asger Aamund, som er mangemillionær og kender aktiemarkedet fra sine to biotekselskaber Bavarian Nordic og NeuroSearch, har spottet et helt tredje dyr.

»Aktiemarkedet er et maniodepressivt jungledyr. Enten hænger det sløvt ned fra træerne, eller også jubler eller raser det,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også