Festen er forbi - men ingen panik

NEDTRUR Der er ingen grund til nervøsitet, mener aktiestrateger oven på de seneste dages faldende aktiekurser. Aktionærer må i stedet vænne sig til lavere afkast.

• Hvis planen er at score kassen på aktier i løbet af det kommende halve år, ja, så glem det.

For de seneste dages nedtur på både det danske og det globale aktiemarkedet kan sagtens gå hen og blive hverdag.

»På den længere bane er faren for en global recession heller ikke lille. Men vi anbefaler endnu ikke, at man går helt ud af markedet,« siger markedsanalytiker Torben Krogh Nielsen fra Saxo Banks strategiteam.

Saxo Bank vurderer, at aktiemarkederne kan falde 10-15 pct. indenfor de næste tre-seks måneder, og at det danske marked formentlig vil blive ramt hårdere. Men langsigtede investorer kan dog tage det mere roligt, vurderer Saxo Bank, som peger på, at de globale aktier har et rimeligt prisniveau.

»Vi er ikke så forfærdeligt optimistiske, men med mindre væksten i privatforbruget - ikke mindst i USA - svækkes markant vil vi mene, at dette forbliver en korrektion og foreløbig ikke det vi kalder et bear-marked, hvor der er tale om konsekvent faldende kurser,« siger Torben Krogh Nielsen, som også mener, at de danske aktionærer skal huske på at glæde sig over de seneste knap fire års meget gunstige tider på aktiemarkedet.

Saxo Bank råder nu sine kunder til at søge over i mere defensive aktier, så som i olieindustrien, eller international medicinal- eller biotekindustri.

En slem forskrækkelse
Så sent som i februar/marts i år fik aktionærerne sig også en forskrækkelse i form af en aktiekurs-nedtur. Siden da har kurserne kun - indtil nu - kendt en vej; nemlig opad.

»Siden midten af marts er aktierne steget godt 10 pct. Derfor har vi haft et meget stærkt marked, og det er nu naturligt med en nedgang. Efter fire fantastiske aktie-år er der nu opstået et mere normalt marked,« siger Brian Børsting, som er chefanalytiker i LD Markets under LD Gruppen.

De store investorer tager endnu også aktiekursfaldende på børserne roligt:

»Vi har ikke solgt ud af vores aktier. På købssiden har vi derimod brugt kursfaldende til at supplere op med aktier, som vi finder har en fornuftig pris. Som jeg ser det, er det danske marked steget meget i den seneste tid. Derfor er det ikke unaturligt, at de danske aktier nu falder mere tilbage,« siger Claus Wiinblad, der er underdirektør og chef for danske aktier i ATP, som investerer danske lønmodtageres tvungne pensionsopsparing.

Den direkte årsag til de seneste bratte fald er ifølge aktie-strategerne den stigende obligationsrente, som trækker luften ud af verdens aktiemarkeder. Den amerikanske 10-års rente handles eksempelvis nu over 5 pct. Det giver frygt for stigende inflation og lavere forbrugskonjunkturer. Da renten fortsat ventes at stige vil det betyde, at aktieinvestorerne må forvente mindre afkast i år i forhold til de foregående gyldne år.

»Vi tror fortsat på et fornuftigt afkast. Men vi mener, at man skal sprede sin risiko og sørge for at have andet end aktier i sin portefølje,« siger chefanalytiker Brian Børsting fra LD Markets.

maria.dalhoff@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også