Forbrugerne skal hjælpes til ansvarlighed

Jesper Bo Jensen er stifter, direktør og fremtidsforsker i firmaet Fremforsk. Her forsker han blandt andet i udviklingen i tidsånden, fremtidens kunder, fremtidens medarbejdere og organisation og fremtidens miljø og arbejdsmiljø.

Han er desuden medlem af Rådet for Bæredygtig Erhvervsudvikling.

»Man skal give forbrugerne det, de vil have, men det behøver ikke være på den værst tænkelige og forurenende måde. Vi kan f.eks. opfinde biler, der ikke ødelægger miljøet. Det er ikke et problem at lave bilen, men den vil være dyrere at købe, og her bliver forventningen til den enkelte forbruger for stor, hvis man forventer, at de skal handle ansvarligt.

Løsningerne skal nemlig være lige så billige som de almindelige løsninger, for forbrugerne skal ikke gå rundt og være præster og have dårlig samvittighed. Jeg tror ikke på forbrugeropdragelse, for det er ikke lykkedes nogen endnu. I stedet skal forbrugerne hjælpes til at forbruge ansvarligt, og her er det reguleringen, der skal på banen.

Virksomhederne er store nok til at gøre en forskel, og de skal sørge for processer, der er ordentlige og ansvarlige. Men politikerne må mande sig op og styre forbrugerne på rette vej. Problemet er, at det er ikke nemt at blive valgt på, og det går for langsomt.«

BRANCHENYT
Læs også