Filantropi i det små

Som lille virksomhed er det svært at komme af sted med sine filantropiske forestillinger og hensigter om social ansvarlighed. Men tålmodighed er en god start, mener Lisette Fredelund, der importerer sandsten fra Kenya.

På en mudret vej et sted i Kenya væltede en lastvogn, da den var på vej til havnen i sidste måned. I bagagen havde den de afrikanske sandsten, som skulle have været fragtet til Kolding og afleveret i Lisette Fredelunds hænder. Hun er ejer af firmaet Mazeras, der importerer afrikanske sandsten til udendørs og indendørs brug i Norden. Da lastbilen lagde sig ned på siden, gik de fleste af de millioner år gamle sten i stykker, og det betyder, at Lisette Fredelund må udskyde vareleveringerne over for én af sine kunder.

»Hvis man ved, hvordan vejene ser ud i Kenya, er det forståeligt, at det kan ske. En del af det at drive virksomhed i Kenya er at væbne sig med tålmodighed,« siger hun.

»Social ansvarlighed på et overordnet plan kan netop være at hjælpe med at forbedre den infrastruktur, der gør det besværligt og til tider umuligt for kenyanerne at afsætte og fragte deres varer uden for deres nærdistrikt. Den form for ansvarlighed udvises typisk på regeringsplan - hvis den altså udvises. På virksomhedsniveau er mulighederne oftest af en anden kaliber og afspejler naturligt nok de muskler, man som virksomhed har at spille med,« siger Lisette Fredelund.

En hjertesag
Social ansvarlighed i hendes egen og i andre virksomheder generelt ligger Lisette Fredelund på hjerte, men efter to et halvt år som lille virksomhed har hun fundet ud af, at tålmodigheden og lærepengene er noget af det bedste, hun kan gøre for den afrikanske arbejdsplads, der leverer sten til hendes virksomhed.

»Man er selvfølgelig forpligtet til at kende de arbejdsforhold, som man bidrager til, og sige nej tak, hvis de ikke som minimum overholder lokal lovgivning. Derimod har man, uanset størrelsen på ens virksomhed, pligt til at have en etisk og moralsk holdning, der afspejler virksomhedens værdier. Værdierne HAR indflydelse på, hvordan du opleves af medarbejdere, eventuelle investorer og ikke mindst dine kunder. Men fra holdning til praksis bliver det svært. Jeg mangler stadig at realisere noget social ansvarlighed i min virksomhed, men har ikke muligheden nu som lille virksomhed,« siger hun.

Lykkelig i virksomheden
Lisette Fredelund skulle egentligt bare have nogle af de afrikanske sandsten med hjem til eget byggeri, da hun i 2004 rejste fra Kenya efter tre år som administrator for Mellemfolkeligt Samvirke. Hjemme i Danmark foreslog arkitekten hende at begynde at importere stenen med det samme. Umiddelbart tøvede hun, for hun kendte til Kenya og kenyanernes holdning til kvalitet og punktlighed. Bare til hendes eget private byggeri var forsendelserne forsinkede fra juni til november, da hun i sommeren 2005 gik og ventede dem.

»Det går ikke, tænkte jeg. For stenene kom ikke til tiden. Men stenene er så smukke og fortjener et større publikum, så i stedet for at give op bestemte jeg mig for at købe en billet til Kenya og hjælpe dem på vej. Fortælle dem, hvad det vil sige at levere til tiden, og at det f.eks. er vigtigt, at de kontakter mig, så snart noget går galt,« siger Lisette Fredslund, der endda måtte demonstrere med et målebånd, hvad hun forstod ved en millimeter.

I virkeligheden ville hun gerne gøre noget mere end at udvise tålmodighed og skabe arbejdspladser for kenyanerne. Selv stillede hun krav til sin leverandør om ikke at benytte sig af børnearbejde eller underbetalte arbejdsmænd og desuden give alle arbejdsmændene et tilbud om sikkerhedsudstyr. Men de standarder levede leverandøren allerede op til i henhold til de nationale reguleringer på området. I modsat fald ville hun ikke have acceptere det og ville hellere have opgivet tanken om sin virksomhed end tanken om børnearbejde.

»Det er vigtigt at være lykkelig i sin virksomhed. Det ville jeg ikke være, hvis jeg vidste, at forholdene ikke var i orden. Jeg ved godt, at det kunne betyde, at jeg skulle opgive min virksomhed. Når man er så lille en aktør, som jeg er, er det trods alt begrænset, hvad man kan stille af krav og ændre ved, men heldigvis har det ikke været nødvendigt,« siger Lisette Fredelund.

Win-win
Hun har f.eks. foreslået sin kenyanske leverandør at lave en aftale om, at hver gang, han leverede en 100 pct. ordre, ville hun sætte en procentdel af ordren i en pulje til uddannelse af arbejdernes børn. Det har ikke været muligt at trumfe den ordning igennem, for leverandøren forudser, at det automatisk vil gå ud over leveringerne til de forhandlere, der ikke ville betale ind til en pulje. Dernæst foreslog Lisette Fredelund, at aftalen skulle gælde for alle forhandlerne, men også her var leverandøren tøvende.

»For at rykke noget skal man enten være en stor kunde eller samarbejde med de andre. Men han var ikke interesseret i, at vi forhandlere fra forskellige lande skulle begynde at tale sammen. Vi handler sikkert under forskellige vilkår, og det er han ikke interesseret i, at vi skal begynde at tale sammen om,« siger Lisette Fredelund, der modtager ca. en container om måneden, mens andre forhandlere afsætter det dobbelte om ugen.

»Jo større kunde man er, jo flere krav kan man stille, det er naturligt nok. Så fra det sociale tegnebræt til at leve det ud, er der et stykke vej for mig endnu,« siger hun.

Derfor trøster hun sig selv med, at den energi, hun bruger på at arbejde med sin leverandør i Kenya, er lærepenge til dem, flere arbejdspladser i området, løn og måske i sidste ende alligevel uddannelse til deres børn.

En læreproces
»Jeg har sat mig i hovedet, at jeg gerne vil hjælpe dem på vej, for det er en læreproces for dem at forstå europæiske kunder og den skabelon, som vores handel skal opbygges på. Så jeg bliver ved med at forklare dem, hvad der er vigtigt for mig. Det får både deres og min virksomhed til at vokse, altså populært sagt en rigtig win-win situation - og det er absolut ikke forbudt, at der er noget i det for begge parter, når man taler om CSR,« siger Lisette Fredelund.

Mazeras
•Mazeras er navnet på en lille landsby i Kenya - det sted, som går for at være menneskehedens vugge. Stenene har dog en betydeligt længere historie end mennesket, idet de geologisk er anslået til at være 208-245 millioner år gamle.

•I Østafrika kendes stenene under navnet Mazeras - efter deres oprindelsessted. De kaldes også Maji-Ya Chumvi - hvilket på Swahili betyder saltvand. Igen er det oprindelsesstedet, der giver navn til stenene, idet de kommer fra kystområderne ved Det Indiske Ocean.

Kilde: www.mazeras.com

BRANCHENYT
Læs også