Pengerus i biotekbranchen

Håb om milliardaftaler får investorer til at flokkes om biotekselskaber. Det kan være en boble, der brister.

• Det ser ud til, at danske investorer ikke kan få nok biotek-aktier i øjeblikket. Alene i maj og juni henter de tre børsnoterede biotekselskaber Exiqon, Curalogic og Topotarget over en milliard kroner tilsyneladende uden problemer.

Ikke mindst private investorer er klar med penge.

»Genmabs aftale med GlaxoSmithKline og Bavarian Nordics ordre på koppevacciner har en stor effekt,« siger adm. direktør Flemming Ørnskov fra Lifecycle Pharma, som gik på børsen i november sidste år.

»Om det er en biotekboble, skal jeg ikke kunne sige,« siger han.

Biotekselskaber er en højrisikobranche for investorer, for reelt falder mange af deres medicinske forskningsprojekter til jorden, inden det bliver godkendt. Ingen biotekselskaber undgår fiaskoer af større eller mindre betydning.

Men til at opveje risikoen er der så succeshistorier som Genmab og Bavarian Nordic. Genmab indgik før jul en aftale med GlaxoSmithKline til en potentiel værdi af 12 mia. kr. For få dage siden indgik Bavarian Nordic en aftale med den amerikanske regering om at levere koppevacciner. Den kontrakt kan blive op til ni mia. kr. værd.

»Den slags skaber stor tillid,« konstaterer Flemming Ørnskov.

Nemt at hente penge
Også de ikke-børsnoterede biotekselskaber har forholdsvis nemt ved at hente penge fra investorer. 7TM Pharma, som forsker i fedmebehandling, kunne således for få dage siden fortælle, at det har fået skudt 123 mio. kr. i kassen. Blandt andet ved, at en ny investor - en fond under GlaxoSmithKline - havde meldt sig.

»Da vi for nyligt rejste kapital, var det ikke noget problem, hverken at finde en ny investor af topkvalitet, der ville være med i kapitaltilførslen, eller få de penge vi havde brug for,« siger Thue Schwarz, forskningsdirektør i 7TM Pharma.

»I de senere år har der været store afkast på biotek-investeringer, og det betyder, at mange professionelle forvaltere vil have biotekselskaber med i deres investeringsporteføljer. Det giver efterspørgsel,« siger han.

Men ingen er sikre på, at det varer ved. Flemming Ørnskov fra Lifecycle Pharma kan godt komme i tanke om et par bremseklodser.

»En fiasko hos et af biotekselskaberne kan være det, som vender det. Eller en dramastik forandring i boligmarkedet, der ville bekymre de private investorer. Eller en dramatisk udvikling i amerikansk økonomi,« siger han.

7TM Pharma har selv planer om at gå på børsen for i fremtiden at have nemmere adgang til kapital.

Det kan sagtens tænkes, at det netop gennemførte kapitalindskud bliver det sidste fra ejerkredsen.

»Ja, hvis børsnoteringen finder sted inden for et års tid. Men det kommer helt an på børsmarkedet i den mellemliggende tid,« siger Thue Schwarz.

lone.andersen@jp.dk

Medicin in spe
Biotekselskaber adskiller sig fra medicinkoncerner ved, at de som regel ikke har nogen »rigtige« produkter på markedet.

De forsøger at udvikle lægemidler og laver groft sagt ikke andet end at spise penge i form af forskningsudgifter. Håbet er så, at et eller flere projekter ender på apotekerhylden med million- eller milliardindtjening til følge.

BRANCHENYT
Læs også