Ford opgiver luksusbiler

Den amerikanske bilkoncern vil koncentrere sine ressourcer om masseproducerede modeller efter sidste år at have tabt mere end to mia. dollars på sin luksusafdeling.

Washington

•Kriseramte Ford er parat til at opgive sit kostbare forsøg på at konkurrere med bl.a. Daimler og BMW om den mest luksuriøse del af bilmarkedet og er derfor ivrig for at sælge sine to britiske flagskibe Jaguar og Land Rover.

Koncernen bekræftede tirsdag forlydender om et forestående salg med en meddelelse om, at man tog sin holdning til Jaguar og Land Rover op til ny overvejelse. Ifølge talsmanden John Gardiner er alle muligheder på bordet.

Det sidste ses som en antydning af, at der også kan blive tale om at sælge de to svenske koncerner Volvo og Saab, som udgør den anden del af Fords afdeling for luksuriøse biler.

I første omgang bekræftede Gardiner, at Ford arbejder sammen med sine økonomiske rådgivere for at sikre den bedste fremtid for de to berømte britiske bilmærker. I denne forbindelse vil det sige investeringsbankerne Goldman Sachs og Morgan Stanley.

Ford købte Jaguar i 1989 som supplement til sine egne masseproducerede modeller og tog dermed det første skridt ind på den kostbare del af bilmarkedet. En halv snes år senere fulgte købet af Volvo, og i 2000 blev der betalt 2,7 mia dollars for Land Rover, der var ejet af tyske BMW.

Volvo er blevet drevet med et pænt overskud, mens Land Rover blot har givet en mindre gevinst. Jaguar har derimod år efter år været en økonomisk belastning for Ford.

Sidste år gav den såkaldte Premier Automotive Group et samlet underskud på 2,32 mia. dollars. Ford har aldrig specificeret, hvordan dette minus fordeles mellem dets luksusmodeller.

Meget tyder nu på, at Ford er ivrig for at slippe af med både Land Rover og Jaguar, og at de to skal sælges som en samlet pakke. Salgsplanerne har så høj prioritet, at de internt har fået overskriften »Project Swift.«

I marts solgte Ford sin Aston Martin-gruppe for 848 mio. dollars efter at have købt den berømte sportsvogn i 1987 og 1994. I sidste måned blev Chrysler købt af kapitalfonden Cerberus for 7,4 mia. dollars.

I januar forklarede Fords adm. direktør, Alan Mulally, at man ikke havde planer om at sælge Jaguar, men det skete med tilføjelsen i øjeblikket. Nu synes Jaguar imidlertid at være blevet så stor en økonomisk belastning, at den holdning er ændret.

Når den britiske fabrik sættes til salg sammen med Land Rover sker det i et forsøg på at opnå en bedre pris. Samtidig påpeges det, at der er et indkøbssamarbejde mellem de to, og at enkelte modeller fremstilles på det samme anlæg.

Flere amerikanske eksperter betegnede tirsdag Fords beslutning som yderst fornuftig. Det fremhæves, at koncernen efter de senere års store tab må beskytte sin kapital og samtidig koncentrere sig om de masseproducerede modeller.

klaus.justsen@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også