SAS behøver mindst 200 nye fly

I de kommende år får SAS behov for at investere i mindst 200 nye fly for ikke at tabe markedsandele. Det kan betyde massive frasalg af aktiviteter i bl.a. Spanien.

• SAS-koncernen gør nu klar til at lancere den mest ambitiøse strategiplan i 10 år. SAS har desperat brug for kapital til at udvide den eksisterende flyflåde.

Den stærkt stigende rejselyst blandt nordiske indbyggere betyder, at der skal indkøbes 485 nye fly i Norden i løbet af de kommende 20 år, fastslår flyproducenten Airbus i en ny analyse.

Størsteparten af dem vil dog blive sat i drift inden for de kommende 5-10 år.

I dag kontrollerer SAS Skandinavien med omkring 175 fly - mere end halvdelen af den nordiske flyflåde - og for ikke at tabe markedsandele skal SAS finde penge til godt 200 nye fly.

»Hvis ikke eksisterende flyselskaber som SAS sørger for den nødvendige kapacitet, vil den komme fra lavprisselskaber fra andre dele af Europa,« fastslår Paul Bonnabau, analysechef hos Airbus.

Netop udsigten for skandinavisk luftfart har efter alt at dømme optaget de politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer i SAS, som er 50 pct. ejet af de skandinaviske stater.

Meget tyder på, at bestyrelsen er blevet præsenteret for at skulle vælge mellem at afgive markedsandele til konkurrenterne eller at fokusere benhårdt på det skandinaviske marked.

Ikke råd
Branchekilder fremhæver, at SAS ikke har penge til både at udvikle et stærkt ekspanderende Spanair og samtidig forsvare markedspositionen i Skandinavien.

SAS-koncernen ønsker ikke selv at kommentere rygterne, men henviser til et pressemøde på torsdag. Der vil Mats Jansson præsentere sin nye strategi.

Samtidig holder Spanair pressemøde i Madrid, og SAS afviser at offentliggøre emnet for mødet.

Den strategiske klemme omkring SAS er gennem de seneste år blevet strammere og strammere.

Mod nord indkøber Finnair dusinvis af nye langdistancefly for at sende skandinaver til bl.a. Asien.

Mod syd står lavprisselskaber som Air Berlin, Germanwings og Easyjet klar til at transportere de mange rejselystne skandinaver, som SAS ikke har kapacitet til at tilbyde billige billetter.

Ministerens plan
De politiske signaler til SAS-ledelsen har været klare: Trafikminister Flemming Hansen (K) lancerede forrige år en politisk plan for luftfarten, hvor han forudså en massiv vækst i antallet af fly til og fra Danmark og samtidig fremhævede SAS' betydning for den skandinaviske luftfart.

Udover Spanair kan også selskaberne SAS Ground Services, SAS Cargo og ejerandelen i British Midland være på salgslisten.

SAS Ground Services håndterer fly, passagerer og bagage på jorden, og selskabet har omkring 6.600 ansatte.

max.stougaard@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også