Wall Streets nye pengemaskine

Kapitalfonden Blackstone blev stiftet med 400.000 dollars. Nu har fonden en markedsværdi på 32 mia. dollars, og de to stiftere indkasserer 2,6 mia. dollars ved en kommende aktieudstedelse.

Washington

•Kapitalfonden Blackstone, der er en af branchens største og bedst kendte, bliver en gigantisk pengemaskine for sine to grundlæggere, når en mindre del af koncernen i løbet af kort tid sættes på aktier og sælges til ivrige investorer.

81-årige Peter G. Peterson vil sælge en væsentlig del af sin andel, hvilket indbringer ham 1,88 mia. dollars. 60-årige Stephen A. Schwarzman sælger en væsentlig mindre del og får for den 677,2 mio. dollars.

Peterson, der har en fortid som handelsminister, holder fast ved 4 pct. af Blackstone, og den andel vil have en værdi af 1,3 mia. dollars. Schwarzman bliver med en andel på 23 pct. den dominerende ejer af kapitalfonden. Hans andel opgøres til 7,7 mia. dollars.

Disse tal forudsætter, at aktieudstedelsen, der ventes i løbet af få uger, sker til en kurs på 30 dollars. Går kursen højere, hvilket eksperter betragter som yderst sandsynligt, vil de allerede astronomiske tal blive endnu større.

Hverken Peterson eller Schwarzman synes at have noget påtrængende behov for at sikre sig en ekstra gevinst.

Sidste år løb deres andel af firmaets overskud sammen med årsløn op i henholdsvis 212,9 mio. dollars og 398,3 mio. dollars.

Hermed blev Schwarzman den bedst betalte direktør på Wall Street. Hos investeringsbanken Goldman Sachs måtte Lloyd Blankfein nøjes med 54 mio. dollars.

Rekord for direktørløn i 2006 indehaves dog fortsat af Apples Steve Jobs med 647 mio. dollars.

Penge placeres i fond
Mens Peter Peterson har meddelt, at de knap 1,9 mia. dollars vil blive placeret i en almennyttig fond, har hans medstifter af den succesrige kapitalfond ikke antydet, hvordan han vil placere sin enorme formue.

Blackstone planlægger at sælge aktier med en pålydende værdi af 133,3 mio. dollars. Når forskellige omkostninger er fratrukket, skulle det øge kapitalen med 3,8 mia. dollars.

Samtidig betaler den statskontrollerede kinesiske investeringsfond 3 mia. for en andel uden at få nogen indflydelse på fondens drift. Aktieudstedelsen er overtegnet, og flere eksperter har fastslået, at ingen fornuftig investor kan tillade sig ikke at være med.

Blackstone har indtil nu hemmeligholdt alle oplysninger om formuefordeling og aflønning, hvilket kapitalfondene kan gøre, fordi de ikke er omfattet af aktieselskabslovgivningen.

Udstedelsen af aktier kræver imidlertid, at en række interne oplysninger frigives, og det er i den forbindelse, at de store tal er kommet frem i en indberetning til finanstilsynet SEC.

Gevinsten skal deles
Denne indberetning viser også, at det ikke kun er de to stiftere, der får andel i de mange guldæg. En stribe vicedirektører og kontorchefer får kontante gevinster mellem 17 og 188 mio. dollars. Der bliver samtidig pæne beløb til alle andre af de i alt 770 medarbejdere.

Schwarzman og Peterson stiftede Blackstone i 1985 med et samlet indskud på 400.000 dollars. I dag har kapitalfonden en markedsværdi over 32 mia. dollars. Den administrerer 88,4 mia. dollars i private fonde og i hedge fonde.

Sidste år havde Blackstone et samlet overskud på 2,3 mia. dollars, hvilket var en forbedring på ikke mindre end 77 pct. i forhold til 2005.

Fonde kræver gebyr
Denne udvikling understreger, at de store pensionsselskaber, fonde og hovedrige enkeltpersoner har været ivrige for at finde alternativer til mere traditionelle investeringer.

Kapitalfondene har i de senere år sikret deres investorer store gevinster ved at opkøbe selskaber og omstrukturere dem, inden de sælges med betydeligt overskud.

Den øgede efterspørgsel efter deres service og ekspertise kommer imidlertid ikke gratis. Kapitalfondene kræver nu et gebyr på 2 pct. af den kapital, de administrerer. Dertil kommer 20 pct. af de gevinster, som skabes.

De nye tal fra Blackstone ventes at intensivere det kritiske søgelys, som fondene i de seneste par år er kommet i.

Flere fremtrædende politikere har forlangt et skærpet tilsyn med de stadigt mere magtfulde fonde.

Samtidig er der overvejelser om at ændre skattereglerne.

I øjeblikket beskattes gebyrer for gevinster blot med 15 pct. og ikke den normale højeste skattesats på 35 pct.

klaus.justsen@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også