Alder afgør karrierevalget

Har du svært ved at forstå dig selv? Har din chef? Så kan det godt betale sig at kigge nærmere på din alder. For din fødselsattest afgør i høj grad, hvad du vil - og hvorfor. Også på jobbet.

Fortæl mig, hvor gammel du er - og jeg skal fortælle dig, hvorfor du har det, som du har det. Også på jobbet.

Det er i grove træk meldingen fra psykolog John Evan-Jones, der til hverdag blandt andet lever af at coache en lang række danske ledere og skrive ledelsesbøger til »dovne, travle mennesker«.

Efter 25 år som psykolog og hundredvis af klienter er han ikke i tvivl: Vi gennemgår alle en cyklus i livet, hvor vi forandrer os hvert syvende år - plus eller minus et par år. Hvad enten vi egentlig vil det eller ej.

Og nej, mere unikke eller individuelle er vi alligevel ikke, når det kommer til stykket. I hvert fald ikke når det gælder det, der grundlæggende driver os i en særlig fase af vores liv.

»Hvis vi var så forskellige, så ville du ikke være her, vel?« replicerer John Evan-Jones tørt til netop dét spørgsmål om de faser, han selv betegner som en del af en »lærings- og forandringscyklus«.

Er du for eksempel mellem 28 og 35 år, er du ego-driven og har ofte især fokus på at tjene så mange penge som muligt. Er du derimod mellem 35 og 42 år, har du mere travlt med at filosofere over, hvem du egentlig er - samt en generel følelse af, at der skal ske noget helt andet i dit (arbejds)liv. Er du mellem 42 og 49, drømmer du allermest om at få en ny chance for at være 28 igen - og dermed stadig ung og lovende.

Lyder det genkendeligt?

Hvis svaret er ja, så er det alt andet end overraskende. Også selv om mange af os - ikke mindst i alderen 35 til 42 år - tror, at vi er helt alene om at have en følelse af, at jobbet ikke er helt rigtigt, uden måske at kunne forklare hvorfor.

Vi skammer os
»De fleste af os taler ikke om det. Fordi vi skammer os. Fordi det vil signalere, at vi ikke har styr på tingene. Så vi lader som om. Hvilket er åndssvagt, for sandheden er, at inden for en bestemt aldersgruppe lader vi til at gå igennem det samme. Nogle i højere grad end andre, men følelserne og trangen til forandring er den samme. Det er bare svært at se for andre,« forklarer engelske John Evan-Jones, der er dansk gift og har boet i København siden 1992.

Samtale fremmer forståelsen, lød et slogan engang. I denne forbindelse kan man nærmere sige, at indsigt er afgørende for forståelsen af både sig selv og andre. Med andre ord: Med blot en smule indsigt i, hvad der kendetegner de 10 livsfaser - fra 0 til 70 år - skulle vi alle gerne opleve, at livet bliver lidt lettere at forstå - og dermed også lidt lettere at leve. Både privat og på jobbet.

»Hvordan du ved, at nu er du klar til en større forandring? Når du allerede søndag ved frokosttid får den der shit-følelse ved tanken om at gå på arbejde mandag morgen. Men vi handler ofte ikke på den, fordi vi ikke kan forklare for os selv eller andre, hvad der er galt. Eller hvad vi så vil,« siger Evan-Jones og tilføjer:

»Hvis du bare ikke er glad eller hver dag er understimuleret på jobbet, så er det tid til at evaluere dit liv og spørge dig selv, hvad der så vil gøre dig glad. Det kaldes et karriereskift, men lad være med at stresse over det. Vi leder alle sammen efter et hvorfor. Men det er måske ikke nødvendigt at få svar på, hvis man ved, at man er helt normal. Tal med goder venner og spørg andre, der er ældre, hvordan de har tacklet trangen til at gøre noget helt andet, og hvilke valg de så har truffet. Spørg. Det er det, du har fået en stemme til.«

I den forbindelse melder et rungende spørgsmål sig: Hvordan i alverden leder man en gruppe af medarbejdere i forskellige aldre med trang til forskellige forandringer?

Meget værd
»Det vil ikke tage meget mere end 60 sekunder at sætte sig ind i disse faser, men det vil være meget mere værd. Vi kan ikke lede mennesker ens, for det er de ikke. Det her giver en leder en større forståelse for, hvordan han eller hun skal tackle og motivere medarbejdere i forskellige aldersgrupper,« mener John Evan-Jones, der dog ikke har de store forventninger til, at landets ledere pludselig får alle medarbejdere til at trives og vokse. Uanset alder.

Årsagerne er flere. Blandt andet at alt for mange chefer ikke reelt kan give ansvaret fra sig. Eller ikke nødvendigvis er blevet ledere for at lede andre.

Men hvem skal en leder så især holde øje med og være bange for at miste?

»Det er dem mellem 35 og 42 år. De er på toppen, er stadig unge, men har erfaring. De har i særlig grad et stort behov for forandringer, og det skal du som leder i en tid med mangel på arbejdskraft være opmærksom på. Og i den forbindelse er det værd at minde om, at det koster markant mere at finde en ny medarbejder end at udvikle en, du allerede har,« pointerer John Evan-Jones.

Det kræver dog i sagens natur, at medarbejderen vil udvikles. Og ja, der er mange småbrokkende, bitre lønmodtagere på landets arbejdspladser. Folk, der føler, at de er gået glip af for meget.

»Hvis man ikke har nået nogle af sine mål, når man er midt i 30'erne, så er der en generel tendens til, at resten af arbejdslivet ikke bliver for muntert. For det første har de fleste af os nået nogle af vores mål. Men mange af os glemmer det og skal mindes om det. Ellers risikerer vi at blive ekstremt skuffede over livet og jobbet. De må tage ansvar og spørge sig selv, om det er sådan, de vil spilde resten af deres liv. Og en leder skal være særligt opmærksom på den slags signaler blandt medarbejdere, der har rundet de 40,« siger den 59-årige psykolog, der selv fik sit første lederjob i en alder af 32 år - som chef for et pladeselskab - og helt forlod branchen få år senere for at blive psykolog.

Du er altså helt normal, hvis du sådan cirka hvert syvende år får en trang til forandring - og har tilhørende frustrationer. Der er med andre ord en god grund til, at man i ægteskaber ofte taler om ”syvårskrisen”.

En gammel traver
Tallet syv er i det hele taget en gammel traver, når det handler om personlig udvikling eller måske især manglen på samme. Helt tilbage i 1500-tallet var den tyske reformator Martin Luther for eksempel fortaler for, at »det syvende år er et springbræt, som transformerer os, fornyer vores karakter og hidbringer en ny situation«.

Men dermed er der ikke automatisk carte blanche til at lade den viden blive en undskyldning for intet at gøre - eller at gøre alt lidt for overilet. Fordi det ikke er vores skyld, men vores alders.

»Arhhhhh, come on. Problemet med undskyldninger er, at du dermed ubevidst fortæller dig selv, at du er magtesløs. Og det er et farligt spil at spille. Mange siger, at de ikke kan ændre noget i deres liv. Det ikke rigtigt. Men de vil ikke. Det er blevet en vane ikke at tage ansvar,« mener John Evan-Jones, der slutter af med en udmelding af den slags, der har det med at blive hængende i tankebanerne:

»Bliv voksen, tag ansvar og få et liv. Du har kun ét. Hvis noget ikke fungerer, så kom videre. Vær klar til at betale prisen, for der er altid en pris. Det interessante er blot, at prisen ofte er meget mindre, end du frygter. Og så får du det sådan: ”Hvorfor pokker gjorde jeg ikke det her noget før?” Du får, hvad du forventer. Ikke hvad du fortjener. Så hvis du forventer det bedste, er det som regel det, du får.«

susanne.svendsen@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også