Pusterum efter renterekord

USA Åbenmundede vurderinger fra Alan Greenspan satte fart i kursskred, men onsdag havde investorerne sundet sig. Højere rente forklares bl.a. med faldende obligationssalg til udlandet.

Washington

De amerikanske investorer fik onsdag et hårdt tiltrængt pusterum, efter at fem ugers næsten uafbrudte kursfald havde bragt obligationsrenten til det højeste niveau i fem år.

Indtil gårsdagens vendingen var renten på den toneangivende 10-årige statsobligation steget konstant gennem fem uger. Hermed nåede den for første gang over det mål på 5,25 pct., som nationalbanken Federal Reserve satte med sin federal funds sats i juni sidste år.

Onsdag fastslog flere eksperter, at renten nu havde nået et passende niveau, eller måske endog var en smule i overkanten. Denne vurdering blev bekræftet, da renten på de 10-årige statsobligationer faldt fra 5,29 til 5,22 pct.

Hermed synes markedet at have indstillet sig på, at Federal Reserve ved sit næste bestyrelsesmøde senere på måneden, vil fastholde sin rentesats på 5,25 pct. Forhåbningerne om en sænkning senere på året, er samtidig faldet til noget nær nulpunktet.

Frygten lever
Den pæne forbedring efter tirsdagens rekordniveau har dog ikke været nok til at fjerne frygten for, at den højere rente vil lægge en dæmper på USAs økonomiske vækst.

Højere rente kan også føre til en yderligere forlængelse af den allerede langvarige nedtur på det vigtige amerikanske boligmarked. Denne nedtur var den væsentligste forklaring på, at årets første kvartal viste en økonomi, der var meget nær stagnation.

Den højere obligationsrente rammer også de mange amerikanere, der ved det rekordlave renteniveau tog boliglån med variable satser. De lån er nu dyre, og det er kostbart at omlægge dem til traditionelle fastforrentede boliglån.

Et 30-årigt boliglån har nu en rente i overkanten af 6,5 pct. For blot en måned siden kostede det samme lån næppe mere end 6 pct., og for et år siden var det helt nede omkring 5,5 pct.

Højere rente kan også få mærkbare konsekvenser for de mange fusioner og opkøb, der har været med til at presse aktiekurserne i vejret. Det bliver nu dyrere at finansiere sådanne opkøb.

Rentestigningen blev i første omgang forklaret med en voksende frygt for øget inflation, men fra flere sider fremhæves det, at den forklaring næppe er dækkende. Prisstigningerne ligger ganske vist i overkanten af de 2 pct., som Federal reserve har sat som mål. Der er imidlertid ingen tegn på en acceleration af inflationen.

Mange sælger
Mange investorer synes at have solgt ud af deres obligationsbeholdning i en situation, hvor det lave renteafkast virkede endnu lavere i sammenligning med de stigende aktiekurser.

Samtidig er der tegn på, at udenlandske investorer har mistet noget af appetitten på de amerikanske statsobligationer. Da staten udbød 8 mia. 10-årige obligationer, blev mindre end 11 pct. af dem solgt til udlandet.

Den kinesiske regering har flere gange fastslået, at den ikke har og ikke vil omlægge sine valutareserver fra amerikanske obligationer. Samtidig har regeringen dog med andre investeringer demonstreret, at den er parat til at løbe en noget større risiko.

Betydningsfulde Kina
Da Kina hvert år skal anbringe godt 300 mia. dollars fra sit overskud på betalingsbalancen, vil selv mindre omlægninger blive mærkbare på det internationale finansmarked.

Forbedringen onsdag blev også set som et tegn på, at mange investorer havde overreageret på bemærkninger fra den tidligere nationalbankdirektør Alan Greenspan.

Efter at være fratrådt for knap halvandet år siden har Greenspan, der ellers blev kendt for sine forsigtige og kryptiske udtalelser, flere gange påvirket markedet med ganske bramfri vurderinger af de økonomiske udsigter.



Hold mund Greenspan
Det var således Greenspan, der tidligere på året talte om faren for en recession. Denne gang sagde han i en tale i New York, at det ville blive dyrere at låne ikke mindst for udviklingslandene.

Sætningen var næppe fuldendt, inden både aktie- og obligationskurserne fik et kraftigt dyk. Flere kritikere fastslog i høflige, men klare formuleringer, at Greenspan burde holde mund.

Den tidligere nationalbankdirektør forsvarede imidlertid sine udtalelser og påpegede, at han netop havde fremhævet, at Kina ikke ville rive tæppet bort under de amerikanske obligationer.



klaus.justsen@jp.dk

..

BRANCHENYT
Læs også