Skattesmæk til kapitalfonde

De danske skattemyndigheder anklager kapitalfonde for at have betalt for lidt i skat i forbindelse med deres danske virksomhedskøb. Første skattesmæk er sendt. Flere er på vej.

De kapitalfonde, der har købt op i danske virksomheder, kan se frem til en hilsen fra det danske skattevæsen, som de uden tvivl helst havde været foruden.

Skattemyndighederne har i månedsvis kulegravet skatteforholdene i syv opkøb af danske virksomheder, herunder TDC og ISS, og det første efterkrav er nu sendt af sted, bekræfter kontorchef i Skat Michael Carlsen, der er leder af den målrettede kontrolaktion.

Michael Carlsen vil ikke fortælle, hvem kravet er sendt til, eller hvor mange penge, det drejer sig om, fordi skattemyndighederne har tavshedspligt. Men han siger, at flere er på vej:

»Jeg kan ikke sige endnu, om alle vil få et skattekrav fra os, men indtil videre ser det ud som om, det er bredt dækkende,« fortæller han.

Sagen trukket i langdrag

Undersøgelsen skulle egentlig have været færdig, allerede inden regeringen lancerede sit skatteindgreb mod kapitalfonde i januar, men sagen er trukket i langdrag, blandt andet fordi fondene er længe om at finde de papirer frem, som skattemyndighederne beder om.

I alt 18 skattefolk er koblet på operationen, og da de aflagde rapport til skatteminister Kristian Jensen (V) om situationen i marts, antydede de blandt andet, at fondene forsøger at snyde i skat ved at betale tårnhøje renter til sig selv og trække renter fra på selvangivelsen. Derudover mener skattevæsenet, at fondene i et vist omfang har ladet virksomhederne finansiere de omkostninger, der var forbundet med opkøbene, hvilket også kan være med til at reducere skattebetalingerne - det er bare ikke i tråd med skattereglerne, mener myndighederne altså.

De syv koncerner, som er i centrum for skattemyndighedernes kulegravning, betalte før kapitalfondenes overtagelser 2,4 mia. kr. i skat. Efter overtagelserne faldt skattebetalingen til 400 mio. kr.

Kurt Björklund fra Permira, der er en af de fem kapitalfonde, der købte TDC i 2006, oplyser, at de ikke har modtaget noget skattekrav, mens det i går ikke lykkedes at få en kommentar fra CVC Capital Partners eller EQT.

De to har blandt andet være involveret i handlerne med Danske Trælast og ISS.

Flere ressourcer..

BRANCHENYT
Læs også