Lifecycle Pharma skærper fokus

Biotekselskabet Lifecycle Pharma vil lægge store kræfter og penge i udviklingen af medicin til organtransplanterede mennesker. På længere sigt er der flere penge i det marked.

Biotekselskabet Lifecycle Pharma, som blev noteret på Københavns Fondsbørs for godt et halvt år siden, vil skærpe sit fokus.

For nærværende er selskabets udvikling af lægemidler rettet mod både hjertekarsygdomme og medicin til patienter, som har fået transplanteret organer. Men fremover vil det sidstnævnte område få betydeligt mere opmærksomhed.

»Transplantationsområdet skal være et stort forretningsområde for os. Det er heller ikke umuligt, at det ad åre bliver det eneste forretningsområde, men det vil i givet fald betyde, at vi skal dække alle de problemer, der opstår for transplantationspatienter,« siger Lifecycle Pharmas adm. direktør, Flemming Ørnskov.

Tre projekter
Lifecycle Pharma har indtil videre tre projekter under udvikling inden for området, og de fokuserer primært mod at forhindre, at kroppen afstøder transplanterede organer.

Men desuden har patienterne problemer med bl.a. regulering af stofskiftet og infektioner. Hvis Lifecycle Pharma også skal dække de symptomer, vil det ske både ved egenudvikling af stoffer og ved at købe andres, siger direktøren.

For et lille selskab som Lifecycle Pharma er der den store fordel ved transplantationsområdet, at forholdsvis få specialister tager sig af behandlingen af patienterne.

Det betyder, at Lifecycle Pharma skal rette markedsføringen og salgsindsatsen mod en begrænset skare til forskel fra de lægemidler, som f.eks. praktiserende læger udskriver.

»Måske skal vi bruge en partner i Europa, men i USA har vi nu et kontor, og Norden kan vi sandsynligvis selv dække,« siger Flemming Ørnskov.

Når Lifecycle Pharma ikke skal have en stor medicinkoncern som partner, skal selskabet heller ikke dele indtægterne med andre.

Næste år forventer Lifecycle Pharma at indlede de sidste afgørende fase 3-forsøg med sin mest fremskredne transplantationsmedicin, LCP-Tacro.

Hvis de går godt og beviser, at behandlingen er effektiv og bedre end andet på markedet, er næste skridt en godkendelse. Den kan i bedste fald foreligge i 2011.

Udover transplantationsområdet er Lifecycle Pharma langt i udviklingen af flere kolesterolsænkende lægemidler. Men de skal netop markedsføres over for tusindvis af læger, og derfor er der partnere, som tager broderparten af indtjeningen.

lone.andersen@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også