Ubegrundet frygt for nasseri

østarbejdereFrygten for, at massevis af østeuropæerne ville tage nordpå for at nasse på de danske velfærdsydelser, er foreløbig gjort til skamme, konkluderer opgørelse fra Arbejdsdirektoratet. Kun 13 har fået dagpenge frem til 2006.

•Blot 13 østarbejdere, som er rejst til Danmark efter den store EU-udvidelse i 2004, har modtaget arbejdsløshedsdagpenge frem til indgangen på 2006.

Det viser en opgørelse fra Arbejdsdirektoratet, som dermed foreløbig gør frygten for østeuropæernes sociale turisme, nasseri og udnyttelse af det danske velfærdssystem til skamme.

Udlændingeservice har udstedt opholds- og arbejdstilladelser til i alt 6.113 borgere fra de nye østeuropæiske medlemslande i perioden maj 2004 til januar 2006.

Heraf har 3.153 personer et cpr-nummer og indgår derfor i opgørelsen, der viser, at 8 pct. overhovedet har været medlem af en a-kasse.

Af a-kassemedlemmerne er det kun hver tyvende - svarende til 13 personer, der har modtaget arbejdsløshedsdagpenge i perioden frem til januar 2006.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) glæder sig over tallene.

»Opgørelsen afkræfter frygten for, at der ville komme mange østarbejdere op til Danmark for at få understøttelse,« siger han.

Claus Hjort Frederiksen frygter ikke, at situationen vil vende, når konjunkturerne svækkes.

»Mangel på arbejdskraft er kommet for at blive som følge af demografien, fordi der bliver flere ældre og færre yngre i de kommende år. Derfor tvivler jeg på, at der vil ske nogen særlig stor udvikling i det her,« mener han.

»Der var mange skræmmebilleder, da de nye EU-lande blev optaget. Men ingen af dem har vist sig at holde stik. Tværtimod har tilgangen af arbejdskraft været helt nødvendig inden for byggeri og landbrug og har medvirket til, at økonomien ikke er blevet overophedet,« siger han.

God timing
Beskæftigelsesministeren erkender imidlertid, at timingen med åbning for østarbejdere på et tidspunkt, hvor konjunkturerne var på vej op, også har været heldig.

Hos Dansk Folkeparti, der har været kritisk overfor tilgangen af østarbejdere, mener arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted imidlertid, at det er for tidligt at glæde sig.

»I det øjeblik vi får en nedgang på arbejdsmarkedet, vil vi se en kraftig stigning i antallet af østarbejdere på dagpenge. Når det sker, bliver østarbejderne her og går på dagpenge, frem for at rejse hjem. Det er logisk, og det er der ikke noget at fortænke dem i,« mener han og pointerer, at han mistænker østarbejderne for ta kommer herop blot for at gå ledige.

Det lave antal af østarbejdere på dagpenge skyldes imidlertid også skrappe regler, som indebærer, at østarbejderne skal have haft mindst 12 måneders uafbrudt arbejde i Danmark, før de kan få dagpenge.

Ingen undren
Sekretariatschef i Bygge-, anlægs- og trækartellet, Gunde Odgaard, undrer sig derfor ikke over, at der er så få østarbejdere, som har fået dagpenge i perioden.

»De har jo næsten ikke kunnet nå det,« konstaterer han og forventer derfor, at tallet vil stige moderat fremover.

Gunde Odgaard mener imidlertid, at østarbejderne bør have dagpengeret fra første dag i landet.

»Der skal gælde de samme regler for østarbejdere, som for danskere. Hvis østarbejderne er kommet her for at bosætte sig med deres familier, så er det jo skidt, at der gælder særlige regler, for så er de en sårbar gruppe,« mener han.

henrik.skov@jp.dk

Undersøgelsen
Arbejdsdirektoratet har undersøgt evt. utilsigtet brug af arbejdsløshedsdagpenge af personer fra de nye østeuropæiske EU-lande, som blevet optaget maj 2004.

•Udlændingeservice har udstedt 6.113 opholds- og arbejdstilladelser i perioden 1. maj 2004 til 31. december 2005.

•Heraf havde 3.152 personer et cpr-nummer. Kun 8 pct. af gruppen var medlem af en a-kasse. •13 personer heraf (5 pct.) har modtaget dagpenge i perioden.

•I 38 pct. af de tilfælde var der tale om dagpengeudbetaling i mere end 10 uger.

•I 31 pct. af tilfældene var der tale om feriedagpengeudbetalinger i 1-6 uger.

•Arbejdsdirektoratet konkluderer, at det ikke har kunnet konstatere utilsigtet brug af arbejdsløshedspenge eller feriedagpenge i perioden.

BRANCHENYT
Læs også