AfgiftsTROLDmanden

bilafgifter Svend Flintø fra Nissan har gennem de seneste 20 år skræddersyet biler til lavere afgifter og dermed lavere priser. Kampen for billigere biler til danskerne fortsætter .

Kreativ ombygning af biler har i årtier været bilbranchens vigtigste våben mod de tårnhøje danske registreringsafgifter. Det har fostret en mindre industri af karrosseriskræddere og bilfolk, som har specialiseret sig i at ombygge personbiler til gulpladebiler, firehjulstrækkere til minibusser og personbiler til campere.

En af pionererne på området og ophavsmand til tusinder af kreativt ombyggede personbiler er Svend Flintø, eftermarkedschef for Nissan Danmark. Igennem de seneste 20 år har han sparet millioner af afgiftskroner for danske bilejere - og behovet er bestemt ikke blevet mindre efter den seneste afgiftsreform, forklarer Svend Flintø:

»Vi ser mange nye muligheder i de nye gulpladeregler. De større firehjulstrækkere på gule plader stiger med 30.000-50.000 kr., det vil dæmpe salget. Til gengæld åbnes nye muligheder for de mindre varebiler.«

Men det er ikke nogen ny sport at trylle sig til lavere afgifter og dermed øget bilsalg. Svend Flintøs første kreation var derimod ikke en varevogn, men en minibus tilbage i 1987.

»Vi fandt ud af, at en Nissan King Van kunne indregistreres som 10-personers bus og derved slippe for afgift. På den måde kunne man spare en hel del penge på en bil til 175.000 kr., der ellers ville have kostet en halv million kroner.«

Bussen kunne ikke leveres fra fabrikken i Japan, og ombygningen fandt derfor sted i Danmark. Her fik varevognsgulvet monteret 10 sæder. Om man kunne sidde 10 personer i den samtidig, var tvivlsomt, erkender Svend Flintø, men godkendt blev den. Senere faldt Svend Flintø over en særlig udgave af firehjulstrækkeren Nissan Patrol med forhøjet tag, oprindelig bygget til det spanske forsvar, og lavede samme nummer, men det krævede igen kreativitet.

Nødudgang i taget
»Vi fik små 1.000 af dem hjem i alt, men på grund af de daværende danske regler skulle bussen monteres med en nødudgang i form af en tagluge.«

Brugen af bilen krævede også, at man skulle have et skilt med privat buskørsel på bilen, hvilket man dog senere fik dispensation for. Desuden var det nødvendigt med stort kørekort, syn én gang om året, og man skulle kende alle passagerne i bilen. Men der var sparet afgift, og en af Svend

Flintøs succeser var i hus.

Den næste kreation blev relevant, da regeringen i 1988 satte ind mod de firehjulstrækkere på gule plader, for eksempel Mitsubishi Pajero, som var meget udbredte på det tidspunkt. De nye regler dikterede, at varebilen skulle have varerum i halvdelen af bilens totallængde for at blive godkendt til den lave afgift. Meningen var, ligesom med den netop indførte afgiftsreform, at sætte en prop i hullet for de stadig mere udbredte firehjulstrækkere, købt på gule plader af private. Hos Nissan tyggede Svend Flintø på den sag i flere år, før han i 1993 var klar til at trylle igen. Reglen gjaldt nemlig ikke for biler med lad, de såkaldte pickupper.

»Så var det, at vi fandt ud af at skære bagenden af en Patrol og lave den om til en pickup. Det afskårne tag blev lavet om til en hardtop, som blev sat på bilen igen. Så kunne vi igen være med. Jeg tror, at vi byggede 1.000 stk. fra 1993 til 1998.«

Fidusen spredte sig hastigt til de andre bilproducenter, og snyde-pickupperne blev en del af mange bilproducenters særlige danske modelprogram. De blev hurtigt en succes blandt danskerne, for der var 150.000 kr. at spare.

?Tror ikke på pickuppen
Finten med at ombygge til pickup er gennem tiderne også blevet brugt til at ombygge eksklusive Mercedes'er og Porsche - og nu er den igen relevant i det seneste lovforslag, der sænker afgiften fra 50 til 30 pct. på gulpladebilen, hvis bilen er en pickup. Men denne gang tror Svend Flintø ikke rigtig på ideen.

»En pickup-udgave af den nuværende Patrol ville koste omkring 25.000 kr. at ombygge, og så bliver besparelsen ædt op af arbejdsløn, inden man har tænkt sig om. Regnestykket ser ikke rigtig fornuftigt ud.«

Svend Flintø har ikke noget problem med gennem en snes år at have hjulpet danskere til at spare i afgiften på den nye bil - og dermed i princippet snydt statskassen for millioner af kroner.

»Høje skatter og afgifter højner kreativiteten. Vi vil gerne bidrage med skat, men ikke mere end nødvendigt. Det svarer til, at man indbetaler store summer til pension. Det gør man jo ikke bare, fordi man vil have det godt senere, men også på grund af den skattemæssig fordel af det.«

Faktisk er Svend Flintø nærmere stolt af sine tusinder af særlige bilkonstruktioner.

»Jeg ser dem jo hele tiden i trafikken, selv om det sikkert kun er mig, der har øje for dem. Mange af dem kører stadig rundt, de er jo bomstærke biler, som bliver brugt til at trække tunge trailere.«

peter.nyholm@jp.dk

Besparelser
Eksempler på kreative afgiftsbesparelser gennem tiderne.

•Montering af 10 sæder i varevogn eller firehjulstrækker.

•Ombygning af varevogn til ladbil/pickup.

•Installering af køkken og sovepladser i en MPV eller firehjulstrækker, der så kan nøjes med lav "camper"-afgift.

•Op- eller nedvejning af biler for at tilpasse til vægtgrænsen og dermed slippe med lavere afgifter.

BRANCHENYT
Læs også