Falckreddere ramt af boomerang

Redningsfirmaet Ambulix anklager nu falckredderne for selv at have udført konfliktramt arbejde - efter at Ambulix havde takket nej til opgaven. Reddernes Landsklub erkender, at der kan være sket en fejl.

Direktør og ambulanceinspektør Henrik Henriksen fra redningsfirmaet Ambulix langer nu ud efter falckredderne.

Han anklager redderne for selv at have påtaget sig en opgave ved et motorløb, som Ambulix forinden havde takket nej til, fordi arbejdet er konfliktramt.

»Jeg føler mig til grin. Falckredderne vil gerne have, at vi siger nej til konfliktramt arbejde og er solidariske. Jeg vil gerne være solidarisk med redderne, men hvorfor skal jeg sige nej, hvis de alligevel udfører arbejdet selv. Så kunne jeg jo lige så godt have sagt ja og fået pengene,« siger Henrik Henriksen.

I det konkrete tilfælde havde Ambulix sagt nej til en opgave i onsdags ved et motorløb på Outrup Speedwaycenter nær Esbjerg.

Ambulix-direktøren opfordrer redderne til klart at finde ud af, hvad der er konfliktramt arbejde og, hvad der ikke er.

»Det hænger ikke sammen, hvis falckredderne selv udfører konfliktramt arbejde, som vi ikke må påtage os. Så nedbryder de jo alligevel deres egen strejke,« mener Henrik Henriksen.

Han skønner, at et motorløb indbringer ca. 3.500 kr., men hvis Ambulix kunne have påtaget alle opgaver ved motorløb under konflikten, ville firmaet have tjent en del penge, mener direktøren og bedyrer, at Ambulix under konflikten i alt har sagt nej til konfliktramt arbejde til en værdi af ca. 500.000 kr.

Hos Reddernes Landsklub ønsker sekretær Ebbe Vang ikke at udtale sig om detaljerne i den konkrete sag, fordi han er i færd med at undersøge den.

»Det principielle er, at der er konflikt på området. Medmindre man får forhandlet en udvidelse af nødberedskabet, er det principielt forkert, af falckredderne at påtage sig arbejdet,« siger han dog og erkender, at det ligner en fejl fra de pågældende reddere, fordi motorløb generelt ikke er en del af nødberedskabet. Ebbe Vang understreger dog, at det er det eneste eksempel af sin art, som han har hørt om under konflikten.



henrik.skov@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også