Indiana Jones skulle gerne være en halv milliard værd

LEGETØJ LEGO vil være såre tilfreds, hvis en ny licensaftale med Lucas Film og Indiana Jones kan hente et salg på en halv mia. kr. i 2008. En succes i Star Wars-klassen er utopi, siger en analytiker.

En ny aftale med amerikanske Lucas Film giver LEGO retten til at sælge legetøj i Indiana Jones-tema, og det skulle gerne øge salget af legetøj med en halv mia. kr. næste år.

»Vi vil være meget tilfredse, hvis Indiana Jones i første omgang kan give os det halve af, hvad Star Wars-serien gav ved lanceringen. Det vil sige omkring en halv mia. kr. for Indiana Jones det første år, og hvis vi kan holde det på det niveau eller svagt faldende i de nærmeste år, vil vi være absolut tilfredse,« siger koncerndirektør Mads Nipper fra LEGO.

Sidste år havde LEGO en omsætning på 7,8 mia. kr.

Star Wars var helt exceptionel - ikke kun for LEGO, men for legetøjsmarkedet generelt.

Star Wars-succes unik


»Aftalen om Indiana Jones forventes ikke at blive noget, som bare ligner Star Wars-succesen. Det var den mest succesfulde licens af en film, som legetøjsindustrien har oplevet. Den er unik,« siger David Leibowitz, som er legetøjsanalytiker for investeringsbanken Burnham Securities i New York.

Aftalen med Lucas Film betyder, at LEGO kort efter nytår begynder at sælge legetøj, baseret på Indiana Jones-filmene. Kort før premieren på den nye Indiana Jones-film i maj kommer så legetøj, der er inspireret af den nye film.

At Indiana Jones ikke bliver så stor en succes som Star Wars skyldes flere ting, ifølge analytikeren.

»Dels er der gået lang tid, siden den seneste Indiana Jones-film (i 1989, red.). Dels har Indiana Jones ikke alle de forskellige karakterer, som Star Wars har, og som børn og unge kan forholde sig til. Og Indiana Jones har ikke tilnærmelsesvis den kultstatus, som Star Wars havde,« siger David Leibowitz.

Det ved Mads Nipper.

»Indiana Jones har måske en bedre appel til forældrene, for de fleste af dem, som har børn i LEGO-alderen, kender Indiana Jones godt. Men det kommer nok til at tage tid, før børnene lærer ham at kende,« siger Mads Nipper.

Nødvendige licenser


Udover Indiana Jones og Star Wars har LEGO en række andre licenser, som koncernen sælger legetøj indenfor.

Legetøjskoncernen kunne dårligt klare sig uden dem.

»Licenserne er meget vigtige af flere grunde. Der er andre selskaber, som laver konstruktionslegetøj som LEGO, så af konkurrencehensyn vil LEGO gerne have de bedste licenser. Desuden får du kunder, som ikke normalt vil købe klassisk LEGO, men gerne Star Wars eller Indiana Jones-produkter. Og endelig kan du få kunder til at købe mere, for når de har bygget en borg fra Harry Potter, køber de mere LEGO, fordi de gerne vil udbygge borgen,« forklarer David Leibowitz.

Han vil dog ikke gætte på betydningen af Indiana Jones.

lone.andersen@jp.dk


BRANCHENYT
Læs også