Skovejere samles

SKOVBRUG Skovejerne i Danmark og i Sydsverige vil indgå et nærmere samarbejde, og det kan betyde fordele for de danske skovejeres afsætning af nåletræ og for de svenske skovejeres afsætning af løvtræ.

Dansk Skovforening og den tilsvarende sydsvenske brancheorganisation Södra vil bruge resten af 2007 til at udrede de praktiske og juridiske muligheder i det nærmere samarbejde, så den endelige beslutning kan træffes inden årets udgang. Samarbejdet vil betyde, at Dansk Skovforening bliver medlem af Södra, men skovforeningen vil fortsat være en politisk uafhængig interesseorganisation for danske skov- og naturejere. For danske skovejere kan samarbejdet betyde attraktive priser og sikker afsætning for nåletræ, også efter stormfald. Södra har 35.000 sydsvenske skovejendomme som medlemmer og er en af verdens førende producenter af papirmasse. Koncernen omsætter for 16 mia. s.kr. - svarende til 12,5 mia. kr. - om året og har 3.700 ansatte.

/ritzau/

BRANCHENYT
Læs også