Vejle er Vestdanmarks svar på Silicon Valley

Kampen om at blive Østjyllands førende vækstområde har fået de konkurrerende byer til at skærpe profilen.

Således erklærer Vejle sig nu for Vestdanmarks svar på den californiske Silicon Valley.

Baggrunden er ny opgørelse, som viser, at Vejle netop har rundet 160 it-virksomheder med i alt 1.250 medarbejdere. Det er til dato det højeste tal i området.

»I en lang årrække har Vejle arbejdet med at udvikle og skærpe indsatsen over for kommunens it-virksomheder. Derfor er det særdeles positivt, at Vejle nu høster frugterne af satsningen i form af et rekordstort antal it-virksomheder, der for alvor markerer Vejles position som en af landets førende it-byer,« siger sekretariatsleder i IT Forum Trekantområdet Anne Zibrandtsen, der arbejder med udvikling af Vejles it-klynge for Vejle Erhvervsudvikling.

Forskerpark styrker
Den nye opgørelse, der er udarbejdet af Vejle Erhvervsudvikling, viser en stor vækst i forhold til starten af 2006, hvor de tilsvarende tal var 100 it-virksomheder med 1.077 medarbejdere.

Selvom en del af de 60 nytilkomne firmaer er kommet til ved årsskiftet i kraft af kommunesammenlægningen, ligger 24 af de nye firmaer stadig i den gamle Vejle Kommune. Blandt tiltagene for at forbedre vilkårene for IT-virksomhederne er etableringen af innovationsmiljøet Syddanske Forskerparker - IT-Innovation - i centrum af Vejle, hvor 33 it-virksomheder i dag holder til.

»Innovationsmiljøet har været med til at sætte skub i de nye IT-virksomheder, der udveksler erfaringer og danner netværk med hinanden, som man også kender det fra Silicon Valley. Derfor er innovationsmiljøet uden tvivl en af de ting, der har gjort det attraktivt for nystartede IT-virksomheder at etablere sig i Vejle,« forklarer Anne Zibrandtsen.

maria.dalhoff@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også