Navnestrid afgjort

RETSSAG Det var forkert, da fogedretten for fire år siden forbød Spar Nord Bank at bruge navne som "Lokalbank Herning" og "Lokalbank Vejle" om sine nye lokale banker. Det slog Højesteret fast, da der tirsdag faldt dom i den navnesag, som Lokalbanken i Nordsjælland anlagde i 2003.

Dagens dom i Højesteret stadfæster Sø- og Handelsrettens afgørelse fra 2005: "Lokalbank" er det generiske navn på en bank, som er lokal - og er således ikke noget, man kan tage eneret på at bruge i sit firmanavn, skriver Spar Nord Bank. I praksis får dommen imidlertid hverken konsekvenser for Spar Nords brug af navne eller for bankens ekspansionsplaner.

»Vi ændrede vores navne fra Lokalbank Herning og Lokalbank Vejle til Spar Nord Herning og Spar Nord Vejle, allerede da sagen startede i 2003. Siden da har vi etableret 13 nye lokale banker, og modellen med "Spar Nord" og bynavnet har vist sig at være vældig populær og effektfuld,« siger øverste chef for Spar Nords Lokale Banker, bankdirektør Lars Møller.

RB-Børsen

BRANCHENYT
Læs også