Flyvefærdigt flymarked

Det årlige flyshow i Le Bourget ved Paris er den ultimative styrkeprøve mellem europæiske Airbus og amerikanske Boeing

Le Bourget

Hvad med et lille superlet tomandsfly med propeller, der på en enkelt tank kan flyve 1.500 km? Eller en omvendt enmandshelikopter, hvor rotorbladene suser rundt under fødderne og ikke over hovedet?

Den 47. flymesse i Le Bourget nord for Paris byder på alt, hvad flyvefærdige hjerter kan drømme om. Nok kræver det lidt af et forhindringsløb at nå igennem bilkøerne for at nå derud, men på det enorme udstillingsområde er der noget for alle.

Fra et kik på kæmpejumboen A380 til nærkontakt med militærets jagerfly og droner bevæbnet med missiler. Eller private jetfly i luksusklassen, hvor der i de dybe lædersæder også er plads til sekretæren.

Efter et boom i USA er markedet for private jetfly også for alvor lettet i Europa, og for firmaer med passende økonomisk udstråling er udvalget imponerende.



Den store fejde
Pressemæssigt optager kapløbet mellem europæiske Airbus og amerikanske Boeing altid sindene. Efter at have vundet kampen om ordrer i 2005 blev Airbus igen overhalet i 2006 og er bagud i 2007. Forsinkelsen på kæmpeflyet A380 kostede dyrt og førte til et fald i markedsandelen til 43 pct.

Men med en forventet fordobling af antallet af kommercielle fly frem til 2025 - fra 17.000 i 2006 til ca. 35.000 - burde der være nok til alle, og for Airbus er showet i Paris alle tiders chance for at få underskrifter på kontrakter.

I går forudså direktionen for den europæiske kæmpe, at Airbus vil nå op over 600 bestillinger i 2007 efter at have modtaget 219 allerede på førstedagen. Ligeså mange som forventet for Boeing og næsten ligeså mange som de 790 Airbus-fly i 2006. Foreløbig er 420 ordrer bekræftet for indeværende år på Airbus fly, mens Boeing havde 429 kontrakter i kassen før udstillingen.

Boeings trumfkort siden 2006 har været flyet 787 Dreamliner, som Airbus forsøger at matche med sit nye A350 fly. I går forsøgte Airbus-chefen Louis Gallois med en detaljeret beskrivelse af det nye fly at kvæle Boeings kritik af, at køberne endnu ikke ved, hvad de køber, når de skriver under.

På grund af problemerne med A380 har Airbus og dets moderselskab EADS iværksat spareplan Power 8, der fører til afskedigelse af 10.000 ansatte. Ifølge Gallois har Airbus nu fundet halvdelen af de samlede besparelser på 300 mio. euro for 2007.

Et andet stort problem for fremtidens flyindustri kan blive krav om at mindske udledningen af CO -2 . Flyselskaberne forsøger med nye materialer at mindske vægten af flyene, så forbruget af brændstof sænkes. Men med en forventet fordobling af passagertallet vil det næppe være muligt at reducere den samlede udledning.



Nyt flybrændstof
Foreløbig er vejen lang til at finde en erstatning for flybenzinen kerosen. Le Bourget viser eksempler på biobrændstof, der dog kun vil kunne erstatte en brøkdel af det samlede forbrug. Dog er der håb om, at et samarbejde mellem Boeing, Nasa og General Electric vil resultere i et økologisk brændstof, der sænker CO -2 udslippet med 50 pct.

I dag står flytrafikken for ca. 2,5 pct. af udledningen af CO -2 , og fremskrivninger viser, at antallet af passagerer vil vokse med 5 pct. om året, mens fragttrafikken vil vokse med 4 pct. om året. Industriens mareridt er, at kraftige miljøafgifter vil føre til en brat nødlanding for hele branchen og dens stadig mere globaliserede kunder.

jorgen.ullerup@jp.dk

..

BRANCHENYT
Læs også