Rådgivning mod betaling

• Det norske selskab Acta Kapitalforvaltning vil erobre det danske marked.

Selskabet har ambitioner om i løbet af fem år at blive en landsdækkende virksomhed, der rådgiver mindst 10.000 danskere med en formue fra 100.000 kr. til 10 mio. kr. om, hvordan de skal placere deres penge.

Acta Kapitalforvaltning præsenterer sig som et uvildigt alternativ til de danske banker, om end forretningsmodellen til forveksling ligner bankernes.

Således skal kunderne ikke direkte betale for Actas rådgivning. I stedet indgår Acta aftaler med forskellige investeringsforeninger om at modtage betaling fra dem i form af tegningsprovisioner. Acta rådgiver udelukkende om investeringsforeninger, der er villige til at yde betaling til Acta.

Den samme model kendes fra bankerne, hvor f.eks. Danske Bank får betaling fra investeringsforeningerne Danske Invest, BG Invest, Carnegie WorldWide, Sparinvest, ABN Amro Invest og Gudme Raaschou Invest, som banken derfor anbefaler sine kunder at investere i.

»Vores mål er som uafhængig kapitalforvalter at tilbyde uvildig rådgivning. Vi kan se, at mange ønsker at komme fri af det spørgsmål, om banken rådgiver eller sælger,« siger Peter Egholm Jensen, direktør i Acta Kapitalforvaltning i Danmark.

Spørgsmålet er, hvor uvildig rådgivningen er, når den udelukkende omfatter investeringsforeninger, som betaler Acta for at blive promoveret?

»Vi leverer rådgivning til kunden uafhængigt af udbyderen,« siger Peter Egholm Jensen.

Kunne I finde på at anbefale en investeringsforening, som I ikke modtager betaling fra, hvis den er bedst. F.eks. LD Invest, der adskiller sig fra andre ved at have meget lave omkostninger, bl.a. fordi den ikke vil betale tegningsprovision til sådan nogle som jer?

»Ja det kunne vi. Men vi vil typisk rådgive om dem, vi har aftaler om betaling med, fordi det er dem, vi kender bedst,« siger Peter Egholm Jensen, som efter at have undersøgt sagen nærmere må konstatere, at Acta Kapitalforvaltning i selskabets 17-årige historie endnu ikke har rådgivet om foreninger, den ikke modtager betaling fra.

Mangel på rådgivere
LD Invest er da heller ikke en af de foreninger, som indgår i Acta Kapitalforvaltnings rådgivning.

Rådgivere er en stor mangelvare også i de etablerede banker, og Acta Kapitalforvaltning erkender, at det ikke er nogen nem opgave at bygge organisationen op.

»Det er ingen hemmelighed, at jeg gerne så, at vi havde flere rådgivere på plads, men det er et vanskeligt marked. Ingen tvivl om det,« siger Peter Egholm Jensen.

Acta Kapitalforvaltning blev etableret i Norge i 1990 og i Sverige i 2000. Nu er turen kommet til Danmark. Selskabet er børsnoteret i Norge og har ca. 66 mia. kr. under forvaltning fra 75.000 kunder.

kristoffer.brahm@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også