Bizart møde

Verdenshandel Drømmen om en verden, hvor udviklingslandene handler sig til en bedre skæbne, brast i Potsdam.

Potsdam

• Det begynder godt. Stemningen er god. Det er nærmest gamle venner, der mødes.

»De seneste to år har vi tilbragt mere tid i hinandens selskab end sammen med vores respektive familier,« siger Susan Schwab, USA's chefforhandler.

Ved sin side har hun USA's landbrugsminister Mike Johanns. Han er politiker. Hun er diplomat, og det fornemmer man straks.

Deres nærmeste venner er EU's handelskommissær Peter Mandelson og landbrugskommissær Marian Fischer Boel, der er på kindkys med sine amerikanske kollegaer.

Noget mere reserverede, men dog venlige, er også Indiens industri- og handelsminister Kamel Nath og Brasiliens udenrigsminister Celso Amorim. De er, skal det hurtigt vise sig, ikke kommet til Potsdam med samme forventningens glæde som de øvrige omkring bordet i mødelokalet på 1. sal i Cecilienhof, hvor et mobilt airconditionanlæg kæmper tappert for at holde den fugtige sommerluft på afstand.

En tålelig førstedag
Den første dag kommer forhandlingerne tåleligt fra start.

Med sig ved bordet har de seks forhandlere et klart budskab fra deres stats- og regeringschefer om at få rammerne for en ny global frihandelsaftale på plads. I mere end fem og et halvt år har verden ventet, og nu er tålmodigheden ved at rinde ud.

Det samme er det mandat, som USA's præsident George W. Bush af Kongressen er udstyret med. Om en uge kan han ikke længere indgå nogen handelsaftaler, uden først at indhente tilladelse fra Kongressen.

Omkring bordet er ingen i tvivl om ligtornene.

På vegne af et stort antal udviklingslande kræver Indien og Brasilien, at USA og EU skal afvikle den økonomiske støtte, som de yder til landbruget - direkte som indirekte.

Landbruget fylder kun lidt i industrilandenes handel, men den økonomiske støtte til erhvervet har både i USA og mange europæiske lande antaget en nærmest umistelig ret.

EU har erkendt, at støtten skal reduceres og landbrugserhvervet gradvis føres tilbage til den markedsøkonomiske virkelighed, der hører en globaliseret verden til.

Der er allerede enighed om at ophøre med al eksportstøtte fra 2013.

Tilbage står spørgsmålene om den direkte økonomiske støtte til hver enkelt landmand, samt hvor meget især EU skal sænke sine importtoldsatser på landbrugs- og fødevarer, der eksisterer for at beskytte europæisk landbrug.

Allerede her begynder stemningen omkring bordet at blive knap så venskabelig.

Susan Schwab og Mike Johanns ved, at de ikke forlader Cecilienhof uden at have lagt et loft over den direkte støtte til landmændene, der er markant lavere end de 22 mia. dollars, der gælder nu. Virkeligheden er da også, at amerikanerne det seneste år kun udbetalte 10,8 mia. dollars, fordi kornpriserne på verdensmarkedet er meget høje og afsætningsmulighederne gode.

Noget for noget
De har dog ikke tænkt sig at sænke støtteloftet uden at få noget til gengæld.

Derfor kræver amerikanerne, at Indien og især Brasilien skal sænke importtolden på industrivarer. Brasilien har en stor bilindustri, der lever trygt bag en toldmur på 35 pct. på importerede biler. Samme skat møder brasilianerne ikke andre steder, og derfor kører mange danskere eksempelvis rundt i en VW Fox produceret i Brasilien i stedet for i Tyskland.

Brasilien har også en livskraftig produktion af trafikfly og andre industrivarer, der ikke behøver beskyttelse længere.

Men Celso Amorim accepterer ikke denne kobling:

»Den økonomiske støtte til landbruget i USA og EU er handels- og konkurrenceforvridende. Punktum. Vi kan ikke drøfte frihandel, så længe nogle føler sig berettiget til at ødelægge markedsmulighederne for andre, bare fordi de har råd til at gøre det.«

Krisen i ansigter
Onsdag eftermiddag står krisen at læse i de ellers venlige ansigter. Aftenens middag ude i Potsdam ser mere ud til at være af pligt end af lyst.

Ganske vist har WTO tradition for, at brugbare resultater først kommer i hus efter en god, gedigen krise. Der er håb endnu.

Men torsdag formiddag er det reelt slut.

Blandt den lille skare af journalister breder rygtet sig om, at Kamal Nath og Celso Amorim vil indkalde til pressekonference kl. 15. Da venner ved ankomsten til Potsdam har pålagt hinanden »radiotavshed«, kan det kun betyde kollaps; ellers ville der blive indkaldt til fælles pressekonference.

Kort efter kl. 14 torsdag bryder mødet i Cecilienhof sammen.

»Vi skal mødes i plenum. Susan og Mike er her. Peter og jeg er her, men Kamal og Celso er ingen steder at se. Nu er det ikke usædvanligt, at de har et lidt mere fleksibelt forhold til mødetidspunkter end os andre, men alligevel,« mener Mariann Fischer Boel. Da Kamal Nath og Celso Amorim kommer ind, blive de værste anelser imidlertid bekræftet.

»Vi har indkaldt til et interimistisk pressemøde kl. 15 og rejser hjem umiddelbart efter,« lyder budskabet.

Ikke et ord til undskyldning. Ikke et ord om, hvad der kan redde situationen på falderebet. Ikke et forsøg på at samle op dage, uger, måneder og års forhandlinger, der er kommet meget langt, men ikke det sidste afgørende stykke.

»Det er dybt, dybt frustrerende. Vi har tilbudt og tilbudt, men de skraber bare gevinsterne til sig uden noget til gengæld. Intet! Om vi så åbner statskassen for dem, tror jeg ikke, at det vil ændre noget som helst. De vil kun en aftale på deres kompromisløse præmisser,« siger Mike Johanns.

»De går på det tidspunkt, da vi er millimeter fra EU's smertegrænse. Vi har aldrig været tættere på, men de gør end ikke et forsøg på at se, hvor vores smertegrænse går. Det er en katastrofe,« siger Mariann Fischer Boel.

Hun nægter dog at opgive håbet om at nå en aftale, inden hendes tid som landbrugskommissær rinder ud. Samme håb lever hos Susan Schwab:

Hold fat i ambitionerne
»At nogle svigter i et afgørende øjeblik må ikke ødelægge ambitionerne om at nå en aftale. Heller ikke selv om det ser nærmest umuligt ud.«

Udviklingslandene. Dem, det hele handler om. De er ingen steder at se eller høre. De er ikke blevet spurgt, om de vil dette sammenbrud. Om de foretrækker at vente i endnu nogle år på en bedre aftale, eller om de heller vil have et kompromis nu, som de kan omsætte i økonomisk vækst og fattigdomsbekæmpelse.

Mødet i Potsdam er slut.

Meget stille. For når tv-stationerne ikke har levende billeder og direkte satellitforbindelser at byde på, rykker selv historieskrivning ned på prioriteringslisten.

Endnu er det for tidligt at sige, om Cecilienhof igen har lagt sine bindingsværksmure til en kold krig, men kulden hænger i luften, selv om det hårdtarbejdende airconditionanlæg er slukket og limousinerne væk.

louiedk@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også