Sterling er sikker

Statens Luftfartsvæsen blåstempler Sterlings økonomi. Helt ekstraordinært har Statens Luftfartsvæsen (SLV) gransket økonomien i Sterling Airlines, fordi flyselskabet i maj selv meldte ud, at to dages strejke ville føre til konkurs.

Men det har vist sig bare at være en tom trussel. Der hænger ikke tunge konkursskyer over Sterling.

»Vi har nu gennemgået den fremsendte redegørelse, og på baggrund af de oplysninger vi har modtaget, ser SLV ikke på nuværende tidspunkt grund til at foretage sig yderligere i forhold til Sterling Airlines A/S' EU-licens,« siger SLV's kommunikationschef, Thorbjørn Ancker til Ritzau. For at have licens skal et flyselskab leve op til to væsentlige EU-krav. Egenkapitalen skal til enhver tid være på mindst 600.000 kr., og så skal selskabet kunne betale deres økonomiske forpligtelser 24 måneder frem tiden. Det har SLV's økonomer undersøgt blandt andet med baggrund i et svarbrev fra Sterling, som Ritzau er kommet i besiddelse af via aktindsigt. I svarbrevet til Statens Luftfartsvæsen erkender Sterling, at konkurstruslen fra lavprisselskabets daværende kommercielle direktør Stefan Vilner, ikke svarede til sandheden.

/ritzau/

BRANCHENYT
Læs også