Færre råd og nævn

Den borgerlige grønthøster har været på rov i råd, nævn og centre. Siden statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) overtog regeringsmagten i november 2001 er antallet af råd, nævn og centre netto blevet reduceret med 424.

Det viser en ny opgørelse fra Finansministeriet. Samtlige ministerier er blevet støvsuget for antal af råd, nævn og centre.

Opgørelsen kommer efter flere påstande om, at antallet er steget under VK-regeringen. Men det er lodret forkert, siger finansminister Thor Pedersen (V).

»Nogen forsøger at give indtryk af, at der er flere råd og nævn, end da regeringen tiltrådte. Men i virkelighedens verden er der sket nøjagtigt det, regeringen har sagt, nemlig at der er færre,« siger Thor Pedersen til Ritzau. Dermed henviser finansministeren til Ugebrevet A4, der har opgjort antallet af råd og nævn til at være flere, end da VK-regeringen tiltrådte.

/ritzau/

BRANCHENYT
Læs også