Bagmandspolitiet i tovtrækkeri med Udenrigsministeriet

Bagmandspolitiet kan ikke føre sag mod 17 danske virksomheder, før det er afklaret, hvor meget Udenrigsministeriet kendte til ulovlighederne.

• Udenrigsminister Per Stig Møller (K) var ikke i tvivl, da han for få uger siden blev bedt om at kommentere, at bagmandspolitiet har svært ved at få dokumenter om olie-for-mad skandalen udleveret fra et FN-kontor i New York.

»Det er helt afgørende, at der gives de nationale myndigheder mulighed for at efterforske det materiale,« sagde udenrigsministeren til Berlingske Tidende.

»Jeg er skuffet over, at der stadigvæk er vanskeligheder,« tilføjede han,

»og jeg er parat til igen at henvende mig direkte til FN i New York for at sikre mig, at Statsadvokaten for Økonomisk Kriminalitet kan få adgang til materialet,« sagde Per Stig Møller.

Hvad han ikke nævnte var, at bagmandspolitiet gennem halvandet år har kæmpet med Per Stig Møllers eget ministerium, Udenrigsministeriet, for at få fat på materiale til nøjagtig den samme sag. En kamp, som foreløbig har været forgæves: Statsadvokaten for Økonomisk Kriminalitet (bagmandspolitiet) har ikke fået lov at vidneafhøre de medarbejdere i Udenrigsministeriet, som ved noget om olie-for-mad skandalen. Centrale dokumenter om sagen, som bagmandspolitiet har bedt om, har Udenrigsministeriet afvist at udlevere.

Dermed er der stadig lange udsigter til en afklaring af, om der nogensinde kommer en retssag mod de danske virksomheder, som betalte penge til Saddam Hussein-regimet i Irak i strid med FN's sanktioner mod landet.

Grundfos indblandet
Sagen eksploderede i Danmark, da pumpevirksomheden Grundfos i august 2005 offentligt erkendte at have betalt millioner af kroner til Saddam-styret for at få eksportordrer til Irak i årene indtil den amerikansk-ledede invasion af Irak som fjernede Saddam Hussein-regimet.

En rapport fra en uafhængig undersøgelseskommission under FN fortalte i oktober 2005, at Grundfos var i selskab med flere end 2.000 virksomheder verden over, som havde medvirket til at svindle næsten to mia. kr. ud af FN's båndlagte Irak-konto, og sendt pengene til Saddam Hussein i Bagdad uden om FN-sanktionerne.

I alt 21 danske virksomheder var med på den grimme liste - ud over Grundfos var det bl.a. kendte navne som Novo Nordisk, F.L. Smith & Co. og Oticon.

Med udgangspunkt i FN-rapporten efterforskede det danske bagmandspoliti sagen og rejste en stribe sigtelser efter straffelovens § 110c, som handler om overtrædelse af FN-sanktioner.

I september 2006 blev straffesagerne mod virksomhederne opgivet, fordi de var forældede. Justitsminister Lene Espersen (K) besluttede, at bagmandspolitiet i stedet skulle fortsætte efterforskningen med henblik på at rejse sager mod virksomhederne og kræve deres fortjenester på den ulovlige handel konfiskeret. Den efterforskning gik bagmandspolitiet i gang med mod 17 af de 21 virksomheder - fire blev lagt til side, ifølge Morgenavisen Jyllands-Postens oplysninger fordi dokumentationen for deres påståede ulovlige betalinger var for tynde.

I mellemtiden havde Jyllands-Posten i en række artikler dokumenteret, at Udenrigsministeriet kendte til ulovlighederne mens de foregik, men ikke havde reageret for at standse dem.

Ministeriet vidste besked
Det vil blive vanskeligt for bagmandspolitiet at få ulovlige fortjenester hos de 17 virksomheder beslaglagt, hvis ansvarlige danske myndigheder kendte til ulovlighederne, men valgte at lukke øjnene.

Derfor har en del af bagmandspolitiets efterforskning koncentreret sig om at afdække, hvad Udenrigsministeriets vidste om de ulovlige udbetalinger til Saddam Hussein-styret, men arbejdet er stødt på store vanskeligheder.

En del af de dokumenter, som bagmandspolitiet har bedt om, har Udenrigsministeriet nægtet at udlevere. Og bagmandspolitiet har gennem halvandet år forgæves forsøgt at få lov at afhøre de fire medarbejdere i ministeriet, som man mener havde kendskab til sagen. Det drejer sig bl.a. om tidligere ambassadør i Syrien, Ole Wøhlers Olsen, nu ambassadør i Algeriet og tidligere ambassadesekretær i Syrien, Danny Annan, nu på ambassaden i New Delhi, Indien.

Ministeriets embedsmænd må ikke afhøres som vidner, uden at udenrigsministeriet siger ja, hvis afhøringen handler om forhold, som de har tavshedspligt om, eller hvis der skal tages hensyn til statens sikkerhed eller forhold til fremmede magter.

Olie-for-mad sagen har efter de kendte oplysninger fire parter, som kan være omfattet af de hensyn:

Iraks regering - den blev væltet efter invasionen for mere end fire år siden og eksisterer ikke mere.

Virksomhederne - de har været offentligt udhængt gennem snart to år i forbindelse med FN-undersøgelsen af sagen.

FN - som selv har ladet sagen undersøge, offentliggjort resultaterne og draget konsekvenser over for de FN-ansatte, som forbrød sig mod reglerne.

Udenrigsministeriet selv. Har hidtil benægtet at have kendt til de ulovlige betalinger, eller forholdt sig tavs om emnet.

Juraprofessor ved Aalborg Universitet Lars Bo Langsted har vanskeligt ved at se grundlaget for, at udenrigsministeriet foreløbig afviser at lade sine medarbejdere vidne i sagen:

»Som jeg kender sagerne, kan jeg ikke se noget særligt, som kan begrunde det. Det er uendeligt svært at forstå. Man kunne sige, at det virker som om, de kunne være interesseret i at skjule deres egen rolle i sagsforløbet,« siger Lars Bo Langsted. john.hansen@jp.dk

jesper.hoberg@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også