Boliger giver ulige arv

Boligprisernes himmelflugt har øget forskellen på, hvor store formuer afdøde danskere efterlader deres arvinger, kolossalt, og det cementerer uligheder i samfundet.

På under 10 år er den formue, afdøde boligejere gennemsnitligt sender videre til deres arvinger, næsten fordoblet fra 1,1 mio. kr. i 1997 til godt to mio. kr i fjor, viser den første store undersøgelse herhjemme af danskernes arveforhold, som AERådet har foretaget for Ugebrevet A4.

Konkret sendte de rigeste ti pct. af boligejerne efter deres død 7,9 mio. kr. videre til deres efterkommere, mens ikke-boligejere i gennemsnit sendte blot 246.600 kr. videre til deres arvinger.

Og da arvingerne til de store boligformuer ifølge A4 ofte i forvejen bor i ejerbolig selv, kan de også selv have scoret store beløb på de seneste 10 års boom i boligpriserne. Professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Torben M. Andersen mener, at arven er med til at cementere uligheder i samfundet:

»Ulighederne projiceres videre fra en generation til den næste. Og arvingerne løber vel at mærke ingen risiko. De får pengene i lommen,« siger Torben M. Andersen.

/ritzau/

BRANCHENYT
Læs også