Alder ingen hindring for succes

Kristian Kousholt var fyldt 50, da han sprang ud som selvstændig. Heller ikke hans to virksomhedspartnere er aldersmæssigt prototypen på driftige iværksættere.

• Med en gennemsnitsalder på godt 51 år er de tre indehavere af Interim Competence ikke blandt de yngste i klassen. Men det afholder dem ikke fra at vokse godt. Netværks-virksomheden havde i 2003 en omsætning på knap 1,9 mio. kr. Sidste år nåede omsætningen op på 41,4 mio. kr. Og budgettet for 2007 ser ud til at holde. Derved runder virksomhedens omsætning i år 65 mio. kr.

»Selv om vi er grå, er vi stadig blandt de hurtigste dyr i skoven. Det har vist sig, at erfaring ikke fornægter sig. Vi er kommet op i en alder, hvor vi ved, hvordan sådan noget skal gøres i første forsøg,« siger Kristian Kousholt, som grundlagde virksomheden i 2002.

Siden da har virksomheden levet af at sende højtuddannede it-eksperter på kontraktjob hos store teknologiske kunder. Altså en slags vikarbureau på et højt teknologisk plan. Kristian Kousholt kom på ideen efter mange års arbejde i it-branchen. Og da hans arbejdsplads, hvor han var ansat som adm. direktør, var blevet købt op, var det tid til at afprøve teorien.

Baggrund i Lean-systemet
Baggrunden er hans fascination af det japanske Lean-system, som effektiviserer arbejdsgangene på en virksomhed. Det tænkte han om til en forretningsmodel, som bestod i at sikre sig et netværk af it-eksperter, der hyres på kontraktbasis fra projekt til projekt af andre virksomheder med behov for specialiseret it-hjælp. Altså på et niveau, hvor det eksempelvis handler om at teste mobiltelefoner eller nyt software i halve til hele år.

Og ideen har vist sig at holde. I dag har Interim Competence et netværk på 1.700 it-specialister at trække på, når kunderne tilbyder en opgave. Og dem kommer der flere og flere af:

»Mange virksomhederne står oftere og oftere over for at skulle forny teknologier, som kan mere og mere. Og der kommer fastansættelser til kort. Der er for langsomt, for dyrt og for svært at finde de rigtige folk til en fastansættelse,« siger Kristian Kousholt og fortsætter:

»Mange gange ønsker de dygtigste it-folk heller ikke at blive fastansat. De vil gerne arbejde med at udvikle deres egne projekter, men der skal samtidig brød på bordet, og så tager de et job via os.«

Til at holde snor i de ca. 1.700 løst tilknyttede it-eksperter ingeniører, teknikere, dataloger og kunderne har Interim Competence pr. 1. august i år i alt 10 ansatte. Og et særligt udviklet logistiksystem, som bl.a. rummer basen med de mange it-specialister.

»Typisk sender vi en e-mail ud til 150 udvalgte it-folk, når vi har fået en melding om, at et job er på vej. Mange af it-folkene er optaget til anden side, men det store netværk sikrer os, at vi altid kan finde en, som kan påtage sig opgaven,« siger Kristian Kousholt, der i 2004 erkendte, at forretningen var ved at blive større, end han kunne klare selv. For at udnytte potentialet fuldt ud overtalte han to tidligere samarbejdspartnere til at træde ind i virksomheden. Både som ejere og daglige chefer. Stig Weilborg er tidligere direktør i teleselskaberne TDC og Orange. Poul Prindahl kom fra en god stilling i den tyske it-koncern T-systems.

»Det handler også om at kende sin egen begrænsning. Stig er god til salg og marketing, og Poul er god til at få en virksomhed til at vokse og til at møde medarbejdere, kunder, revisorer og investorer. De kompetencer havde virksomheden brug for, og selv om de begge var i gode faste job, så må jeg have kontaktet dem på det rigtige tidspunkt. De sagde i hvert fald ja til at være med,« siger Kristian Kousholt, som samtidig tilbød de to nye chefer at blive medindehavere af virksomheden.

Ingen fortrydelser
I dag ejer de tre hver en tredjedel, og det fortryder grundlæggeren ikke. Heller ikke selv om hans forretningside er vokset eksplosivt og dermed - måske - kunne have sikret flere og større penge til ham:

»Jeg kunne ikke have gjort det hele selv. Og jo, jeg kunne jo godt sidde med det hele i dag, men så ville der have været langt mindre at sidde med,« konstaterer Kristian Kousholt, der samtidig peger på en anden årsag til virksomhedens pæne vækst.

Den er, at de tre indehavere fra begyndelsen lavede en meget specifik forretningsmodel, som siden er fulgt næsten på kroner:

»Vi satte os med businesscasen for at nå vores mål. Den er meget præcis i, hvilke kunder og konsulenter vi skal gå efter. Vi har fulgt modellen, og det betyder også, at vi med udgangspunkt i Lean-modellen selv er meget omkostningsfokuserede. Det er med til at give os de resultater, som vi ser i dag,« siger Kristian Kousholt, der er uddannet civilingeniør, MBA.

Virksomheden har ved udgangen af de første fem måneder i 2007 en samlet omsætning svarende til omsætningen for hele 2006. Ledelsen ser derfor lyst på fremtiden, men succesen er ikke kommet af sig selv, pointerer virksomhedsgrundlæggeren:

»Det hårdeste ved at starte op for sig selv i vores alder er, at man i begyndelsen skal omdefinere sig til igen at lave alt selv. Alt lige fra salgsarbejdet, årsregnskabet, bogføringen, interviewene og kaffen. Vi kom alle tre fra job, hvor vi eksempelvis var vant til at have andre til at aftale møder for os. Men der er sundt og godt selv at genfinde respekten for det praktiske arbejde og det hårde slid på gulvet,« siger Kristian Kousholt, som også har personlig stor glæde ved at opleve, at virksomheden vokser.

I dag har virksomheden ca. 40 kunder. Det er typisk store virksomheder, hvor de topmoderne digitale teknologier er inde i kernen af deres forretningsområde. I den teknologiske branche er specialister ifølge Kristian Kousholt i dag typisk fastansat i højst tre år. Så vil de hellere prøve noget nyt, og det nyder Interim Competence godt af. Derfor konstaterer virksomheden også, at der trods påstande om det modsatte ikke er mangel på arbejdskraft i den høje ende af it-kompetencerne.

Større fokus
En typisk opgave-kontrakt via Interim Competence er på et halvt til et helt år. Virksomheden sender specialister på opgaver i hele Skandinavien, men Interim Competence-ejerme har ingen planer om at udvide det geografiske område.

Der er - på trods af dygtige konkurrenter - forretning nok at hente i Skandinavien, mener de. Det udgangspunkt skyldes også, at Interim Competence er i gang med at udvide forretningsområdet fra alene at have fokus på it-eksperter - til andre områder.

»Vi står med et koncept, som kan overføres til en lang række andre områder end it-løsninger. Det kan overføres til HR, økonomi eller ingeniør-branchen til brug ved byggeprojekter, hvor man i stigende grad også vil gå efter løst ansatte medarbejdere.

På lønsiden er det for virksomhederne ikke billigere at bruge medarbejdere fra os, men der spares, fordi vores folk er mere præcise i deres tilgang til opgaverne. Det sparer virksomhederne for unødige udgifter,« siger Kristian Kousholt, som bl.a. peger på tendensen med flere kapitalfondsejede virksomheder.

Når pengetankene køber op, handler det om at skære ind til benet, og derfor kræver kapitalfondene større effektivitet i deres virksomheder, som samtidig skal kunne imødegå voksende konkurrence fra et globalt marked. Derfor vil de hellere hyre specialister i en kortere periode frem for at have dem fastansat:

»Vi kan ikke se en stopklods for vores vækst. Ikke så længe tendensen på arbejdsmarkedet går mod, at projektansættelser breder sig. Og så længe der opfindes ny teknologi i en hastighed som nu, så længe vil der være arbejde til sådan nogen som os,« konstaterer Kristian Kousholt.

maria.dalhoff@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også