Tillid til Mærsk trods vagtskifte

Vagtskiftet hos A.P. Møller - Mærsk er ikke et tegn på nye skeletter i skabene hos Maersk Line, mener et af verdens førende analyseinstitutter inden for shipping.

• Fredagens dramatiske vagtskifte hos A.P. Møller - Mærsk har blandt analytikere skabt frygt for nye problemer hos smertensbarnet containerfart.

Et af verdens førende analyseinstitutter inden for shipping tror dog på stigende indtjening. Og den nye eneansvarlige for Maersk Line, Eivind Kolding, bekræfter, at det går den rigtige vej.

Sidste år kostede tab på containerdriften et solidt minus på omkring 3,5 mia. kr. Efter købet af konkurrenten P&O Nedlloyd tabte Mærsk forretning i et ellers voksende marked.

Derfor satte koncernen alt ind på at vende udviklingen med Knud Stubkjær og Eivind Kolding i en delt cheffunktion for linjefarten.

Nu er Eivind Kolding alene tilbage.

Knud Stubkjær forlader A.P. Møller - Mærsk som én af de store tabere i magtopgøret mellem direktion og bestyrelse.

Ingen bekymring
Det fik fredag flere analytikere til at gætte på, at det måske står værre til end som så i Maersk Line.

Men det afviser researchchef Phillip Damas fra det London-baserede shipping analyseinstitut Drewry.

»Dette ligner en stor rystelse, men vi venter fortsat, at Mærsk vil forbedre sin indtjening i år eller næste og sikre de synergier, de venter at opnå fra købet af P&O Nedlloyd,« siger Phillip Damas til America Shipper.

Heller ikke Sydbanks skibsfartanalytiker, Jacob Pedersen, var fredag bekymret over chefrokaderne.

Skibsreder Eivind Kolding, der nu står alene i spidsen for Maersk Line afviser også nye problemer.

»Vi har tidligere meldt ud, at vi ventede et beskedent positivt resultat for containerdriften i år. Og det er stadig vores opfattelse. Det er i sig selv en ret pæn fremgang i forhold til sidste år, men selvfølgelig stadig langt fra hvor vi skal være. Vi arbejder intenst på at forbedre resultaterne. Forandringsprocessen er sat i gang, og den vil fortsætte,« siger Eivind Kolding.

Stik mod forventning henter bestyrelsen for A.P. Møller - Mærsk den næste topchef for koncernen udefra trods et tæt opbud af kronprinser.

Bestyrelsen vil ikke længere vente på direktionen, men bekræfter alle rygter om interne gnidninger ved at skære igennem med nyansættelsen af Carlsbergs topchef, Nils Smedegaard Andersen.

Tidlig pension
Han tiltræder senere på året og sender Jess Søderberg på pension to år før nødvendigt.

Også Tommy Thomsen mister sit ansvarsområde og forlader koncernen.

»A.P. Møller - Mærsk er under pres. Det går ikke så godt med indtjeningen i flere divisioner, og man har haft svært ved at integrere P&O Nedlloyd i koncernen. Hvis det gik virkelig godt, ville vi næppe have set toplederskiftet allerede nu, men der er et behov for, at der skal ske noget. Og så er det logisk at bestyrelsen viser handlekraft og henter en ny topleder ind frem for at vente 2-3 år med pressen åndende sig i ryggen,« konstaterer adjunkt Martin Jes Iversen fra Center for Virksomhedshistorie, Copenhagen Business School.

47-årige Eivind Kolding har af mange været udnævnt som favorit til rollen som kronprins.

Det er spådomme


Han får nu eneansvaret for containerdivisionen, men også en kun 48-årig chef ind, så udsigterne til koncernchefjobbet fortaber sig i tågerne.

»For mig er det, der er sket, først og fremmest en meget stor tillidserklæring. Jeg bliver eneansvarlig for et forretningsområde, der i sig selv er en af Danmarks største virksomheder. Det er jeg meget beæret over,« siger Kolding, som ikke vil kommentere vurderingerne af ham som detroniseret kronprins.

»Det er deres egne spådomme, og dem må de selv kommentere. Jeg er særdeles tilfreds,« siger Eivind Kolding, der om udsigterne til at få en øl-mand som sin foresatte blot siger:

»Det bliver spændende.«

lene.andersen@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også