I medicinkrisens slipstrøm

Pengene vælter ind i de børsnoterede danske biotekselskaber. En del kommer fra investorer på flugt fra krisen i medicinkoncerner. Andre har opdaget, at danske biotekselskaber begynder at bevise, at de faktisk kan levere varen.

I øjeblikket ligner det danske børsmarked en énarmet tyveknægt, hvor de tre tromler ikke kan andet end at ende på BAR-BAR-BAR og give jackpot.

I hvert fald, hvis det er et biotekselskab, som lader mønten glide ned i sprækken.

Alene i årets første seks måneder har danske biotekselskaber hentet omkring 1,5 mia. kr. fra risikovillige investorer.

Risikovillige, fordi biotekselskaber per definition endnu ikke har noget lægemiddel på markedet, men alene lever af store mængder kapital, der skal sikre udvikling af fremtidens medicin.

Det ligner også en total hasarderet jagt på hurtig profit fra investorernes side, fordi de har set biotekselskaber indgå milliardaftaler med partnere og set andre selskaber få milliardkontrakter i hus på lægemidler, der ret beset ikke er godkendte. Det ligner med andre ord et overgearet marked, der er dømt til at kollapse hvert øjeblik, det skal være.

Men så nemt skal det ikke være. Det er snarere et marked, hvor investorer efter grundige analyser faktisk tror, at der er masser af penge at hente. Hvis man ellers har is nok i maven til at blive længe nok.

En del af forklaringen på biotekselskabernes succes skal findes i medicinkoncerners fiaskoer. Store, etablerede selskaber som amerikanske Pfizer, britiske GlaxoSmithKline og franske Sanofi-Aventis har på det seneste skuffet deres aktionærer dybt.

Pfizer måtte i december opgive det, der skulle have været en fremtidig supersællert, hjertemedicinen torceptrapib.

Milliarder af udviklingskroner var spildt.

GlaxoSmithKline er for nylig kommet i vælten, fordi der er bivirkninger ved selskabets diabetesmedicin Avandia. Det er også tænkt som et milliardprodukt.

Tilsvarende er franske Sanofi-Aventis' nye fedmemedicin, Acomplia, blevet beskyldt for at give depressioner og selvmordtanker hos patienterne.

Som om det ikke var nok, har de store medicinkoncerner huller i deres såkaldte pipeline, dvs. den portefølje af udviklingsprojekter, som skal sikre fremtidens indtjening.

Der er ganske enkelt ikke projekter nok til at tage over, efterhånden som koncernerne mister patent på deres nuværende sællerter og bliver udkonkurreret af betydeligt billigere kopiprodukter af medicinen.

Der er virkelig desperation i bestyrelseslokalerne hos de store medicinkoncerner, som Asger Aamund konstaterer. Han har grundlagt og er aktionær i de to biotekselskaber Bavarian Nordic og NeuroSearch, og han har en bred kontaktflade i den internationale medicinindustri.

Krisen i industrien får for det første investorerne til at søge væk fra de store koncerner i frustration over, at aktierne hele tiden falder i takt med, at skuffelserne og ulykkerne regner ned.

De flytter i stedet en del af pengene over i biotekindustrien, som netop har specialiseret sig i at udvikle nye lægemidler. Det alene giver biotekselskaberne adgang til penge.

For det andet tror de fleste på biotekselskabernes såkaldte biologiske lægemidler frem for de kemiske lægemidler.

De biologiske er mere komplicerede at opfinde og fremstille, men de giver sjældnere alvorlige bivirkninger, fordi de netop efterligner eller er kopier af de stoffer, som allerede findes i kroppen.

Desuden er de meget svære at kopiere, så selvom patentet på et biologisk lægemiddel udløber, har opfinderen det som regel for sig selv betydeligt længere, før en kopiproducent har fundet en billig måde at efterligne det.

For det tredje forsøger medicinindustrien at løse sine problemer ved at købe sig til udvikling - hos biotekselskaberne.

Nogle gange køber de hele selskaber for milliarder af kroner. Andre gange indgår de partnerskaber med biotekselskaber.

Det fik aktionærerne i det dansk-amerikanske biotekselskab Genmab at føle før nytår, da selskabet indgik en aftale med GlaxoSmithKline til en værdi af op til 12 mia. kr.

Men biotekselskaberne har også selv en del af æren for, at de er blevet mere attraktive. De er så at sige blevet voksne.

Det er Bavarian Nordic et eksempel på.

Selskabet kunne for kort tid siden fortælle, at den amerikanske regering har lagt bestilling på 20 mio. doser koppevacciner, og måske vil regeringen købe yderligere 60 mio. doser.

Hvis det står til troende, er det en ordre i underkanten af ni mia. kr.

Det styrker investorerne i troen på, at biotekselskaberne nok blive en synlig og betydelig kilde til indtjening for Danmark, hvis vi kigger fem-ti år frem.

Det gælder bl.a. Claus Berner Møller, biotek- og medicinekspert i landets største pengetank, ATP. Af samme grund er ATP aktionær i flere af de danske biotekselskaber.

Der er også plads til lidt national skryden. De tre flagskibe i den danske medicinbranche, Novo Nordisk, Lundbeck og Leo Pharma, har skabt et livligt forskningsmiljø med en masse opfindsomme kemikere, farmaceuter og læger og dermed en lokal tradition for at excellere i medicin. Derfor kan danske biotekselskaber så absolut stå distancen internationalt.

I betragtning af vores lidenhed opfinder den danske biotekbranche mange potentielle lægemidler, og måske af den grund ligger vi også lunt i feltet, når vi bliver målt på, hvor mange penge de professionelle investorer skyder ind i branchen. Men i denne forbindelse begynder en malurt at smage igennem. For mange mener ikke, Danmark er god nok til at sikre, at der også om ti og 20 år er biotekselskaber med en lang portefølje af lovende lægemidler.

Hvis Danmark vil gøre alvor af ideen om, at det er videntunge brancher som biotek, vi skal leve af, så skal der flere offentlige støttekroner til de helt små selskaber, hvor forskeren først nu udbryder sit første Eureka! og har fundet et lovende lægemiddel. Ellers tørrer den spirende del af branchen ud, advarer biotekeksperten Benny Lynge Sørensen fra revisions- og konsulentfirmaet Ernst & Young.

Samme advarsel kommer fra Asger Aamund, som desuden tordner mod regeringen, som ikke gør det skattemæssigt attraktivt nok for investorer at skyde penge i de helt små, lovende, men højrisikable selskaber.

De fleste investorer i biotekbranchen er risikovillige - men kun til en kant.

Benny Lynge Sørensen peger på, at de i de senere år har øget deres krav til selskaberne i den forstand, at selskaberne skal have bevist, at lægemidlet faktisk virker efter hensigten, dvs. det skal være afprøvet på en større gruppe patienter, som beviseligt har fået det bedre af medicinen.Investorerne løber dog stadig en betragtelig risiko. Derfor vil der også komme tidspunkter, hvor de og direktørerne må ned og bide i gulvtæppet af skam og ærgrelse.

Kun en brøkdel af de forskningsprojekter biotekselskaberne sætter i søen - eller petriskålen - ender som et godkendt lægemiddel.

Som Pfizer demonstrerede i december, går der nogle gange år, inden bivirkningerne viser deres grimme ansigt, og millioner eller milliarder kan være tabt på en enkelt syg patient.

Men det er stadig en mere kontrolleret risiko end den, der råder i de helt nystartede selskaber med ikke meget andet end en begejstret forsker med en krøllet hjerne, en rigtig god idé og en tom tegnebog. Den del af branchen kalder de professionelle investorer for »The Killing Fields«. lone.andersen@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også