Møbelkoncern vil fordoble salget inden 2010

I løbet af de kommende få år skal BoConcepts omsætning nå to mia. kr. gennem udbygning af en global butikskæde med 350 forretninger.

Den danske møbelkoncern BoConcept skruer op for ambitionerne. Omsætningen skal fordobles i løbet af de næste fire år, hvor også antallet af koncernens egne butikker rundt om på kloden øges hastigt.

Bestyrelsen for børsnoterede BoConcept med hovedsæde i Herning fastlagde allerede i fjor en målrettet strategiplan, som nu er blevet udvidet yderligere. Ambitionen er »lønsom vækst«, og derfor skal selskabet i 2010/11 have en omsætning på to mia. kr. - stort set en fordobling i forhold til nu.

BoConcept, der tidligere var kendt som Denka Holding A/S på Fondsbørsen, har over en årrække gennemgået en forvandling. Oprindeligt var virksomheden en traditionel møbelproducent, mens koncernen i dag satser på livsstil og design i egen, international butikskæde. Lokale forhandlere åbner ”BoConcept Brand Stores” gennem franchiseaftaler.

Flere butikker
Koncernen havde ved udgangen af det afsluttede regnskabsår 193 butikker samt 148 såkaldte studios, som er afdelinger i andre møbelhuse. Salgsstederne er spredt over 45 lande. Hidtil har målet være at nå mindst 300 rene butikker i 2010. Det tal er skruet op til 350. Planen var også at udvide antallet af studios til 200, men tallet er nu sat til 150.

»Fokus ligger på forretningerne. Der skal årligt åbnes 30-50 Brands Stores og især på vores hovedmarkeder. Væksten i omsætningen kan nås gennem bl.a. investeringer i uddannelse af salgspersonale og videreudvikling af produktprogrammet og egne butikker,« siger adm. direktør Viggo Mølholm, BoConcept.

Koncernens nuværende vækst- og hovedmarkeder er USA, Japan, Spanien, Tyskland, Danmark og Frankrig.

USA er største marked
Det største enkeltmarked er USA, hvor der blev åbnet otte nye butikker det forløbne år. Salget der er øget med 9 pct. i året - målt i dollars. Men i det nye regnskabsår skal USA give en samlet vækst på minimum 20 pct., og antallet af butikker øges med 8-10. Også bl.a. det danske hjemmemarked er på vej mod en hastig ekspansion og har givet et plus på 23 pct. det seneste år.

BoConcept har tidligere i år skilt sig af med en træfabrik i Litauen samt afviklet en dansk polsterfabrik. Derfor har koncernen nu kun egenproduktion på fabrikkerne i Herning og Ølgod, hvor der fremstilles plademøbler. 60 pct. af de solgte varer købes i dag hos eksterne leverandører. I 2010/11 er det planen at hente 70 pct. uden for koncernen. BoConcept køber primært ind hos leverandører i Østeuropa og Fjernøsten, hvor Kina tegner sig for en pæn del.

»I takt med indfrielse af vores strategiplan vil der også være en svag stigning i produktionen fra vores egne, danske fabrikker. Vi skal være effektive og konkurrencedygtige med de varer, som vi selv producerer og leverer til butikskæden,« siger koncernchef Viggo Mølholm.

jesper.olesen@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også