HMV til tælling

Hård konkurrence fra supermarkeder og online-butikker har ramt en af de førende internationale cd- butikker. I Danmark er branchen også under pres fra nettet.

Et af flagskibene i den globale musikbranche, britiske HMV, har ondt i lønsomheden, fordi øget online-salg betyder færre kunder i dets butikker både i Storbritannien og internationalt.

HMV meddelte torsdag, at indtjeningen i det seneste finansår, der blev afsluttet i april, faldt med godt 50 pct. Indtjeningen før skat var 48,1 mio. pund mod 98,2 mio. pund året før.

Det er øget konkurrence både fra supermarkeder og butikker på internettet, som presser musik-giganten. HMV har dog fortsat 200 mio. besøgende om året alene i sine britiske butikker.

Modoffensiv på nettet
»Vores markeder er under dybtgående forandring,« siger HMV's topdirektør, Simon Fox.

»Underholdning skabes og forbruges på helt andre måder, hvilket lægger pres på traditionelle detailformater.«

Tidligere på året blæste HMV til modoffensiv på internettet. Her er man nu i færd med at opruste en HMV-hjemmeside, der i løbet af tre år forventes at bidrage med 20 pct. af koncernens musik-omsætning.

Ud over musikforretningerne ejer HMV også den store boghandler-kæde Waterstones. På bogmarkedet er man også presset af online-firmaer som Amazon, og HMV satser derfor også på at skærpe sin internetprofil på dette område.

Danske problemer
Det faldende salg i detail-leddet er ikke et problem, HMV står alene med. I Danmark vånder musikbranchen sig ligeledes over vigende omsætning i pladebutikkerne.

I årets første fem måneder blev der i Danmark solgt musik for 168 mio. kr. - et fald på ca. 13 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.

Musiksalget har været for nedadgående både i Danmark og i de fleste internationale markeder de seneste fem-seks år. Det skyldes i høj grad salg af musik over nettet samt ulovlig fildeling.

I Danmark toppede salget i 2000, da der blev solgt cd'er for knap 1,2 mia. kr. Sidste år lå salget på 643 mio. kr.

poul.funder@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også