Europa bør takke Bush

Man skal næppe forvente, at præsident George W. Bush høster store roser fra hverken europæerne eller amerikanske miljøaktivister for sin nye linie i klimadebatten.

Men selvom den er svær at sluge for bemeldte grupper, står de i stor gæld til Bushs arbejde for at fremme deres sag. Det, han har gjort over de seneste uger, kulminerende på G8-topmødet tidligere på måneden, er at frigøre verden fra den fejlslagne Kyoto-deklaration og tvinge storforurenere som Kina og Indien til forhandlingsbordet. Undervejs har han støbt fundamentet for en dramatisk forbedring i forholdet mellem USA og Europa.

Bagsiden af medaljen er, at USA med sine stærke kapitalmarkeder, sin store økonomi og innovative dynamik, løber fra Europa indenfor udvikling af alternative brændstoffer. Den udvikling kommer i kølvandet af det, som den amerikanske energiekspert Daniel Yergin kalder en »boblende entusiasme« i nye investeringer og produktudvikling. Efter i årevis at have beskyldt amerikanerne for at ødelægge kloden, må europæerne vænne sig til et dramatisk ændret politisk og økonomisk klima i USA.

***

Kun en meget modig (eller meget dum) kommentator vil åbenlyst rose Bush. For en god ordens skyld: Bush var længe om at springe på klimatoget. Og reelt lapper han i dag kun på den skade, han tidligere har forårsaget i de transatlantiske relationer.

Ikke desto mindre har USA's EU-ambassadør, Boyden Gray, ret, når han siger, at Bush »reddede europæerne fra dem selv« ved G8-mødet for nylig. Det gjorde han ved at arbejde fleksibelt rundt om de givne globale målsætninger, som europæerne elsker, men som Kina og Indien aldrig ville acceptere.

G8-mødets sluterklæring dræbte endegyldigt den fejlslagne Kyoto-aftale, uden at europæerne blev tvunget til at indrømme, at den er slået fejl.

Tanken var, at ærværdige europæere skulle gå foran og være et eksempel for resten af verden, der formodedes at følge efter. Men andre lande fulgte ikke efter, fordi Kyoto-målene medførte alt for høje omkostninger for deres udvikling og vækst. I mellemtiden tabte Europa troværdighed ved at ramme så grundigt ved siden af målsætningerne, at EU i 2012 kun vil have indfriet en fjerdedel af Kyoto-aftalens krav.

Europæiske ministre brokkede sig over, at Bush ved G8-mødet afsporede deres forsøg på at nå en aftale om at reducere CO -2 -udledningen med 50 pct. inden 2050. Hvilket han til dels gjorde ved at plædere for, at verdens 15 mest forurenende lande, der er ansvarlige for mere end 80 pct. af drivhusgasserne, bør indlede en ny forhandlingsrunde.

Europæerne sagde også, at USA havde en finger med i spillet i den kinesiske udtalelse samme uge, som i store træk afspejlede den amerikanske tilgang om at opstille realistiske nationale målsætninger som udgangspunkt for en samlet, global plan.

Men i stedet for at brokke sig, burde europæerne takke Bush for at have skabt det forhandlingsklima, der er så afgørende for en global aftale. Enhver, der har overværet forhandlinger mellem 150 lande i FN, ved, at det er så godt som umuligt at indgå aftaler, der giver mening, i det forum. Men en aftale mellem de 15 kernelande vil sætte skred i FN-forhandlingerne, der fortsætter til december.

***

Fremskridtene i klimadebatten, der begyndte med Bushs tale til nationen tidligere på året, har i kombination med politiske omvæltninger i Europa skabt de mest lovende perspektiver for den europæisk-amerikanske akse i årevis.

Med Angela Merkel i spidsen for Tyskland og Nicolas Sarkozy i spidsen for Frankrig bliver det lettere at indgå samarbejder på tværs af Atlanten om alt fra at undgå, at Iran bliver atommagt, til at håndtere Rusland på den storpolitiske scene. Alligevel er den folkelige modvilje mod Bush uanfægtet stor og vil formentlig vedblive at være det, indtil han forlader Det Hvide Hus i januar 2009.

Men selvom den folkelige opinion ikke har ændret sig, har kendsgerningerne så sandelig. Amerikanerne er ikke længere skurke i klimadebatten, og europæerne er ikke så meget helte, som den almindelige opfattelse synes at tilsige.

»Der er en udbredt opfattelse i Europa af, at den amerikanske regering ikke forstår problemet, at vi ikke bekymrer os om klimaforandringerne, at vi intet gør for at nedbringe udledningen af drivhusgasser, og at Europa gør det langt bedre, om end ikke perfekt. Den opfattelse er fuldstændig forkert,« mener den amerikanske regerings viceminister for europæiske og asiatiske anliggender, Kurt Volker.

***

USA har øget sine udledninger af drivhusgasser med 1,6 pct. fra 2000 til 2005 mod en stigning på 1,4 pct. for de 15 ”gamle” EU-lande i samme periode. Og det på trods af, at den amerikanske økonomi og indbyggertallet er vokset langt hurtigere end EU's ditto.

Dertil kommer, at USA har brudt med den traditionelle forbindelse mellem økonomisk vækst og energiforbrug. Og det mål er nået via teknologi og indstillingen til problemet, ikke via Kyoto-aftalen. Og selvom USA står for godt 25 pct. af de globale udledninger med blot 5 pct. af den globale befolkning, står landet også for ca. 25 pct. af verdensøkonomien. Med andre ord er dets udledninger ikke ekstreme.

Uanset hvem, der høster æren for det, er der kommet en ny grøn linie i forholdet mellem USA og Europa. Det kan føre til en lang række andre politiske resultater, som vil skabe en større gensidig forståelse i en tid med store globale udfordringer.


BRANCHENYT
Læs også