Combus-frygt får kold skulder

Tør øjnene, lyder flere politikers svar på DSB-konkurrenters måben over statsbanernes prisniveau.

Selv blandt de borgerlige trafikpolitikere er der ingen sympati med de jernbaneselskaber, der beklager sig over DSB's slagtilbud på driften af jernbanetrafikken i Øresundsregionen.

Som omtalt i Morgenavisen Jyllands-Posten i går kan hverken Arriva eller de svenske statsbaner, SJ, få økonomien i DSB-tilbuddet til at hænge sammen, og de frygter at være blevet offer for en Combus, hvor DSB nok fejede konkurrenterne af banen men vil realisere store millionunderskud.

Strenge krav
»Jeg synes, det lyder som bitterhed, og det er naturligvis surt at se et udbud gå til en anden. Men DSB har været underlagt meget strenge krav, og revisionsfirmaet KPMG har lavet et notat, der beskriver og sandsynliggør, at tilbuddet hænger sammen, og at DSB kommer til at tjene penge,« siger Henriette Kjær, trafikordfører for de konservative.

»Det er ikke en ny Combus,« siger hun.

Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre er enig:

»Jeg er overbevist om, at det er reelle bud, så vi glæder os bare voldsomt over, at vi kan spare en mia. kr. over kontraktsperioden og samtidig få bedre service.«

SJ, der endte sidst blandt de fire bydere i Øresundsudbuddet, mener, at der er så stor forskel på tilbuddene fra SJ og DSB, at en af dem må have lavet en regnefejl.

Ingen unormale tal
Trafikdirektør Claus Klitholm fra Trafikstyrelsen, der har håndteret den danske del af udbuddet, siger dog, at man er ikke er stødt på unormale tal.

»Derudover delte vi jo udbuddet ind i to runder, og allerede efter den første runde gav vi byderne en indikation af, hvor de lå prismæssigt, så de har haft en mulighed for at rette til,« siger han.

Hvis nogle af de øvrige bydere skulle være så utilfredse med afgørelsen, at de vil have den afprøvet i en ankeinstans, så er jernbaneområdet for nylig blevet omfattet af det almindelige Klagenævnet for Udbud.

BRANCHENYT
Læs også