Långiverne er blevet nervøse

USA Efter i årevis at have fastlagt betingelserne, fordi penge var billige og rigelige, er låntagerne pludselig løbet ind i problemer, der kan lægge en dæmper på de mange gigantiske opkøb.

Washington • New Yorks berømte finansgade, Wall Street, blev inden weekenden ramt af nervøse trækninger, efter at investorerne havde antydet voksende skepsis over for de store opkøb, der har været en væsentlig drivkraft bag den økonomiske vækst.

Opkøbene ventes i år at slå den rekord, som blev sat sidste år med 395 mia. dollars, idet de i år allerede er løbet op i mere end 300 mia. dollars.

Der er tale om en eksplosiv udvikling i forhold til de omkring 100 mia. dollars, som opkøbene stod for i 2004 og 2005.

De enorme investeringer er ikke kun blevet finansieret af velhavende enkeltpersoner, forsikringsselskaber og pensionsfonde, der har søgt et bedre afkast ved at placere penge i kapitalfonde.

Disse fonde har desuden haft let ved at skaffe ekstra kapital på lånemarkedet. Her har pengene nu i flere år været både billige og rigelige. Så rigelige, at låntagerne ofte har kunnet fastlægge betingelserne, skønt långiverne løb en betydelig risiko.

Nervøsitet
Nervøsiteten begyndte at brede sig for en uge siden, da investeringsbanken Bear Stearns måtte redde en af sine to store hedge funde fra sammenbrud ved at stille 3,2 mia. dollars til rådighed.

Den anden hedge fund er i endnu større vanskeligheder, og forhandlinger om en redningsplan fortsætter. Begge fonde havde investeret milliarder i de risikobetonede boliglån til folk med begrænset kreditværdighed.

Situationen blev tilspidset tirsdag, da investorerne veg tilbage fra at sætte 3,6 mia. dollars i lån og obligationer, som et datterselskab af den hollandske Ahold koncern sendte på markedet.

U.S. Foodservice er blevet opkøbt af to kapitalfonde, men det er nu banker på Wall Street og ikke investorer, der i det mindste i første omgang har måttet hæfte for de 3,6 mia. dollars, der er halvdelen af den samlede købspris.

Det er muligt, at obligationerne sendes på markedet noget senere, men i første omgang er både de og låneanmodningerne trukket tilbage. Et par andre firmaer reagerede hurtigt ved at trække deres obligationsudstedelser tilbage.

Frygt for krise
Chefen for investeringsbanken Godman Sachs, Lloyd Blankfein, indrømmede over for Wall Street Journal, at man kunne stå over for en krise på kreditmarkedet. Hvis der var tale om et virkeligt stemningsskifte, kunne de formuer, som er skabt gennem de gigantiske opkøb, hurtigt falde fra hinanden.

Chefen for banken HSBC, Stephen Green, anlagde også en pessimistisk tone, da han udtrykte frygt for, at flere store handler kunne falde sammen, fordi de bygger på meget store lån.

»Et eller andet kan ende i tårer,« lød Greens prognose.

Voksende frygt
En af de største og mest aktive kapitalfonde er Blackstone Groupe, der i sidste uge sendte en mindre del af koncernen på aktiemarkedet. Denne nyudstedelse af aktier er ikke blevet den gigantiske succes, som mange havde forudsagt.

I første omgang lå kursen blot en halv snes pct. over de 31 dollars, som den var fastsat til. Allerede mandag faldt den under de 31 dollars, og nu er den nået under 30 dollars.

Flere iagttagere ser denne udvikling som tegn på voksende frygt for, at de store gevinster, som opkøbene har skabt, er kulmineret. Långiverne vil i fremtiden kræve højere forrentning og større sikkerhed.

Hvis denne vurdering holder, bliver det mere kostbart at gennemføre de gigantiske opkøb, hvilket kommer til at lægge en kraftig dæmper på de store kapitalfondes aktiviteter.

Fredag fastslog flere iagttagere på Wall Street imidlertid, at det er for tidligt at afgøre, om der blot er tale om et midlertidigt tilbageslag, eller om man har oplevet indledningen til et virkeligt stemningsskifte.



klaus.justsen@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også