Væft solgt billigt

Både køber og sælger holdt prisen hemmelig, da A.P. Møller - Mærsks værftsgruppe i onsdags solgte sit tyske værft, Volkswerft Stralsund, til Bremen-baserede Hegemann-Gruppe.

Men ifølge Financial Times Deutschland skulle handlen have indbragt Lindøs trængte pengekasse beskedne 26 mio. euro - små 200 mio. kr.

Prisen ligger ifølge det tyske Wirtschaftsblatt langt under de 40-100 mio. euro, som tyske iagttagere i sidste måned anslog, at Mærsk kunne få for sit værft i Mecklenburg-Vorpommern.

Men - som Volkswerfts bestyrelsesformand Wolfgang Stammer i går forklarede til Morgenavisen Jyllands-Posten - indebærer handlen, at Hegemann-Gruppen udover selve salgsprisen inden august får rejst bankgarantier for 270 mio. euro eller to mia. kr. for de 18 skibe, som Volkswerfts nu forhenværende ejer, A.P. Møller - Mærsk, har bestilt på værftet.

Disse forhold kan have presset prisen ned.

Hegemann-Gruppens topchef, Detlef Hegemann, forventer, at overtagelsen af Volkswerft kan ske allerede i denne måned.

MMV

BRANCHENYT
Læs også