Chance for balance

Familie- og Arbejdslivskommissionen har netop leveret svaret på, hvordan vi i Danmark får skabt bedre balance mellem familieliv og arbejdsliv. Under titlen ”Chance for balance” har kommissionens 11 medlemmer formuleret 31 konkrete anbefalinger. Fx nr. 17: »Der bør indføres et større beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere.«


Eller nr. 21: »Der bør udvikles en barselsudligningsordning for selvstændige erhvervsdrivende.«

Kommissionen har bestemt haft sin berettigelse. Nok er vi gennemsnitligt betragtet verdens lykkeligste befolkning, men det kniber alligevel voldsomt for en del mennesker at få tilværelsens ender til at nå sammen. Især enderne mellem arbejdsliv og privatliv. Og det gør mange en del mindre lykkelige. Deres generelle livsambitioner fylder temmelig meget mere end deres kapacitet til reelt at nå dem.

Det er notorisk usundt, hvis tilstanden varer ved. Og det gør den uheldigvis i alt for mange tilfælde. Vi aflæser alvoren i belastningstilstanden som omfanget af ulykker, sygedage, konflikter, alkoholmisbrug, hjertesygdomme eller kort og godt dårlig trivsel.

Forsørgersamfundet har langt fra lukket øjne og ører for den kendsgerning. Det er derfor problemstillingen undersøges.

Derfor kommer der relevante kommissionsanbefalinger. Og derfor vil der meget snart følge politiske handlinger i kølvandet på disse anbefalinger.

Der mangler blot en anbefaling nr. 32 - den vigtigste: »Ethvert menneske bør have retten til at styre sit eget liv.«

Gennem det seneste halve århundrede har vi valgt det modsatte.

Via en indkomstbeskatning i verdensklasse, der uundgåeligt sniger sig et stykke op over de 50 procent for den flittige dansker, har vi givet andre fuldmagt til at definere det meste af vores eget liv.

Med et minimalt mentalt råderum er gennemsnitsdanskerens personlige kapacitet til reelt at løse egne problemer blevet afgørende reduceret. Vi besidder ikke i dag et mentalt råderum til at lede os selv og tage personligt hånd om vore livsstilsproblemer. Vi er blevet syge og dårlige af ikke at kunne rokke med ørene.

Også fordi vi samtidig har skruet ambitionerne, behovene og velfærdskravene op. Og vi kan ikke gøre andet, end at sende regningen for vores livsstil videre til alle de andre. Det vil sige direkte til forsørgersamfundet.

Ligegyldigt hvor mange kommissioner, udvalg eller tænketanke, der fremsætter lappeløsninger og finurlige konstruktioner, vil befolkningen fortsætte i en standardiseret og fastlåsende livsform, der i trendy indpakning forsøger at kombinere arbejdsliv og privatliv.

Fænomenet er et samfundsmæssigt paradoks af dimensioner. På den ene side har vi med en rekordstor indkomstbeskatning godt og grundigt pantsat vores suveræne handlemulighed. På den anden side benytter vi enhver tænkelig lejlighed til at kræve mere nærdemokrati, flere forbrugerrettigheder og bedre klagemuligheder for ikke at miste yderligere suverænitet. Pseudosuverænitet.

Det er her filmen for alvor knækker. For den mest enkle og mest direkte måde at sikre den personlige suverænitet på er økonomisk handlefrihed til den enkelte. En sådan skaber mentalt råderum. Og fra det mentale råderum udspringer kilden til personlig vækst og til at lede sit eget liv.

Derfra er der fri adgang til at opnå et liv i balance mellem arbejdsliv og privatliv. Ikke en statsgaranteret balance, men en grundlæggende individuelt baseret chance for balance. En chance for suveræn selvledelse.

Læs også