Fransk monopol på IMF

Tidligere socialistisk finansminister favorit til at blive valutafondens næste direktør efter kraftig opbakning fra sin politiske rival, præsident Nicolas Sarkozy.

Washington


Ved Den Internationale Valutafonds hovedkvarter midt i den amerikanske hovedstad gør man klar til efter en pause på blot syv år igen at få en franskmand som adm. direktør.

Det bliver i givet fald fjerde gang, at regeringen i Paris går sejrrigt ud af det interne europæiske opgør om at besætte topposten i IMF, skønt flere medlemslande har forlangt et brud med denne tradition.

I Washington erkendes det imidlertid, at Frankrig har en usædvanligt stærk kandidat i Domenique Strauss-Kahn, der var finansminister i en socialistisk ledet regering og sidste år forgæves forsøgte at blive partiets præsidentkandidat.



Fuld opbakning
Strauss-Kahn er med ét slag blevet topkandidat til posten i Washington, efter at han fik fuld opbakning fra den konservative franske præsident, Nicolas Sarkozy. Samtidig fremhæves det, at den tidligere finansminister har både en akademisk og en politisk baggrund.



Det store spørgsmålstegn var sent mandag, om Strauss-Kahn stræber efter at få posten i Washington, eller om han foretrækker at blive i Frankrig for at gøre et forsøg på at erobre ledelsen af det slagne socialistiske parti, når det næste år skal vælge ny formand.

Det fremhæves i den forbindelse, at flere socialistiske politikere med partiformanden, Francois Holland, i spidsen allerede har beskyldt præsidenten for at støtte den tidligere finansministers kandidatur i et forsøg på at svække oppositionen.



Stærkere grundlag
I Washington påpeger iagttagere, at et skifte til den store internationale organisation ikke er ensbetydende med et farvel til fransk politik. Det kan måske endog give Strauss-Kahn et stærkere grundlag, hvis han i 2012 vil udfordre Sarkozy.

I den forbindelse fremhæves det, at IMF-chefen, Horst Köhler, i 2004 blev kaldt hjem for at blive valgt til Tysklands præsident. Hans efterfølger, Rodrigo Rato, har efter blot tre år valgt at vende tilbage til Spanien, hvilket har udløst spekulationer om et eventuelt politisk come back.



Traditionen består
Den amerikanske finansminister, Hank Paulson, har gjort det klart, at hans regering ikke ønsker at ændre ved den årelange tradition, der overlader det til de europæiske lande at finde sammen om en kanidat til topposten i IMF.

Europa accepterede i sidste måned uden nogen form for indvendinger, at præsident George W. Bush udpegede sin tidligere viceudenrigsminister, Robert Zoellick, til at efterfølge den skandaleramte Paul Wolfowitz som chef for IMF,s søsterorganisation, Verdensbanken. Det var også i overensstemmelse med den tradition, som har været gælden siden oprettelsen af de to organisationer efter Den Anden Verdenskrig.



Bred støtte
Præsident Sarkozy oplyser, at han allerede har søgt og fået støtte fra regeringscheferne i Italien, Spanien og Storbritannien. Den tyske regering skal også være positivt indstillet, skønt enkelte kritikere hævder, at Frankrig er på vej til at sikre sig et monopol på den indflydelsesrige post.

Pierre-Paul Schweizer var den første franske IMF-chef fra 1963 til 1973. Fem år senere fik Jacques de Larosiere posten, indtil han i 1987 overgav den til Michel Camdessus, der først forlod den i 2000.

klaus.justsen@jp.dk

..

Læs også