Ministerium under beskydning

olie for mad-skandalen Strafferetsprofessor opfordrer politiet til at opgive hele olie for mad-skandalen, fordi Udenrigsministeriet modarbejder efterforskningen.

Efter to ugers overvejelser har Udenrigsministeriet afvist at efterkomme bagmandspolitiets ønsker om at afhøre fire medarbejdere om olie for mad-skandalen.

Dermed fortsætter ministeriet med at besværliggøre politiets efterforskning af sagen, selv om udenrigsminister Per Stig Møller (K) har kritiseret FN stærkt for at have gjort det samme - og selv om han i sidste måned understregede, at ministeriets medarbejdere »skal være så hjælpsomme som muligt«.

Udviklingen får en af landets mest fremtrædende strafferetseksperter, professor Gorm Toftegaard Nielsen fra Aarhus Universitet, til at opfordre politiet til at smide hele sagskomplekset fra sig.

»Det vil være etisk uforsvarligt at forsøge at gennemføre sagen. Udenrigsministeriet ønsker åbenbart ikke at medvirke, og det må forstås sådan, at ministeriets interesse i at holde ting skjult eller hemmelige er større end dets interesse i at få straffet de virksomheder, der har overtrådt reglerne,« siger Toftegaard Nielsen.

Bagmandspolitiet vil afhøre de fire personer for at finde ud af, hvad ministeriets embedsmænd vidste om danske virksomheders ulovligheder under det korrumperede olie for mad-program under FN.

Afgørende betydning
Temaet kan få afgørende betydning for, om man kan gennemføre retssager mod virksomheder som Grundfos, Lundbeck og Oticon med krav om konfiskation af deres udbytte fra dengang.

Udenrigsministeriet oplyser, at man har valgt at tillægge hensynet til den enkelte medarbejder afgørende betydning. I stedet tilbyder ministeriet at besvare spørgsmål skriftligt, og hvis bagmandspolitiet kan pege på helt særlige forhold, hvor en skriftlig redegørelse ikke er tilstrækkelig, vil man genoverveje en vidneafhøring på det punkt.

Politiet har tidligere afvist at stille skriftlige spørgsmål, men chefen for bagmandspolitiet, statsadvokat Jens Madsen, føler sig tvunget til at gå på kompromis.

»Der er ikke så meget andet at gøre. Det er den afgørelse, der er, og så må vi se, hvad vi kan få ud af den.«

Gorm Toftegaard Nielsen afviser, at skriftlige spørgsmål er vejen frem:

»Hvis politiet skal have ordentlige muligheder for at efterforske, skal man kunne stille et overraskende spørgsmål og se effekten. Hvad nu hvis alle, der skulle afhøres af politiet, sagde: vi vil gerne have spørgsmålene skriftligt, så kan vi tænke over, hvad vi vil svare. Sådan kan man jo ikke lave en politiefterforskning,« protesterer han.

Udenrigsminister Per Stig Møller har ikke ønsket at kommentere sagen.

Olie for mad-skandalen
Udenrigsministeriet bremser efterforskning


Bagmandspolitiet efterforsker danske virksomheders involvering i ulovlige handler med Irak under FN's olie for mad-program i perioden 2001-2003...

Læs også