En ubehagelig situation

Det er ubehageligt for Udenrigsministeriets medarbejdere at skulle svare på spørgsmål, som de ikke kender på forhånd. Derfor får bagmandspolitiet ikke lov at afhøre dem, lyder forklaringen fra ministeriet.

Udenrigsministeriet afviser at lade politiet afhøre fire medarbejdere om deres rolle og viden om danske virksomheders involvering i korruption i forbindelse med FN's olie for mad-program. Morgenavisen Jyllands-Posten har spurgt kontorchef i ministeriet Thomas Winckler hvorfor:

»Grundlaget for, at vi tilbyder skriftlige svar, er, at det er en myndighedssag. Det er jo ikke den enkelte medarbejders sag, og derfor må myndigheden have en mulighed for at besvare spørgsmålene.«

Men der er jo tale om nogle medarbejdere, som har siddet med sagsbehandlingen, og så er det vel ikke andre, der skal sidde og formulere, hvad de har observeret eller ikke observeret?

»Du mener ikke, det så er myndigheden, der skal have mulighed for at svare?«

Nu spørger jeg dig.

»Jamen, vi mener, det er myndigheden, der i første omgang må have mulighed for at svare på SØK's (bagmandspolitiet, red.) spørgsmål om myndighedens sagsbehandling.«

Men SØK har jo tidligere afvist at stille skriftlige spørgsmål. Hvorfor er det så vigtigt for jer, at I får lov at svare skriftligt?

»Fordi det er vigtigt, at Udenrigsministeriet får den mulighed.«

Men det er jo ikke den måde, politiet arbejder på. De sidder over for de personer, der har et kendskab til sagen og stiller nogle spørgsmål og får deres umiddelbare mundtlige forklaring.

»Jamen, hvis SØK peger på nogle særlige forhold, som indebærer, at en skriftlig redegørelse ikke er tilstrækkelig, så må de komme op med dem, og så er Udenrigsministeriet parat til positivt at overveje en afhøring.«

Ligeglade med politiet?


Så I er sådan set ligeglade med, hvad politiet normalt gør?

Nej, sådan vil jeg ikke formulere det. Vi har jo undersøgt praksis og drøftet det med andre relevante myndigheder, som er enige i, at fremgangsmåden er, at anklagemyndigheden i første omgang stiller skriftlige spørgsmål. Hvis de svar ikke er dækkende, eller anklagemyndigheden fortsat ønsker at afhøre medarbejdere, så kommer det i næste skridt.«

Men der er vel en grund til, at SØK har sagt nej til skriftlige spørgsmål. Er det fuldstændigt ligegyldigt for jer, at de mener, de har de bedste arbejdsbetingelser, hvis de får lov at afhøre de personer, der personligt har været involveret?

»Vi kunne godt tænke os at få at vide, hvad det er for særlige forhold, som gør, at en skriftlig redegørelse ikke er tilstrækkelig.«

I oplyser, at I har tillagt hensynet til medarbejderne afgørende betydning. Hvad er det for et hensyn?

»Det er hensynet til, at det i første omgang er myndigheden, der udtaler sig.«

Det er jo ikke et hensyn til en medarbejder!

»Jo, det er det da.«

Hvad er det, de risikerer?

»Hvad mener du?«

Der må jo være en grund til, at I mener, der er et hensyn til den enkelte medarbejder. Hvad mener I, at medarbejderen kan blive udsat for ved at tale med bagmandspolitiet?

»Vi mener stadig, at et skriftligt svar er det rigtige første skridt.«

Er det et hensyn til ministeriet eller til medarbejderen?

»Det er et hensyn til medarbejderen. Vi ved jo ikke, hvad de vil spørge medarbejderen om.«

Er det et problem?

»Ja, det kan sagtens være et problem.«

Hvordan?

»Kan du ikke se, at det kan være et problem?«

Nu spørger jeg dig.

»At vedkommende bliver taget ind til politiet uden at vide, hvad der bliver spurgt om og skal udtale sig på myndighedens vegne. Det er jo ikke medarbejderen som person, de er interesseret i, går vi ud fra. Det er medarbejderen som repræsentant for myndigheden.«

Men bagmandspolitiet har bedt om at afhøre fire navngivne medarbejdere. Så er det vel ikke udtryk for, at de bare skal have et svar fra ministeriet.

»Jo, men jeg går ud fra, at det stadig vedrører medarbejdernes aktivitet som ansatte i Udenrigsministeriet.«

Ikke et trafikuheld
Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor det er et problem for medarbejderne, at de ikke ved, hvad de skal spørges om. Sådan er det jo for alle andre, der skal afhøres af politiet.

»Jamen, i vores optik er det jo ikke det samme, som hvis du har været involveret i et trafikuheld, og du bliver afhørt af politiet. Så ved du, hvad det er for en situation, du er i, og hvad det er for en ramme, du opererer inden for. Det ved du jo ikke, hvis du skal afhøres om noget, du har gjort for din myndighed.«

Men hvorfor er det et problem for medarbejderne, at de ikke ved på forhånd, hvad de skal spørges om? Hvad risikerer de?

»Jeg ved ikke, om jeg vil ind i diskussion om, hvad de kan risikere.«

I skriver jo selv i jeres pressemeddelelse, at I har tillagt hensynet til den enkelte medarbejder afgørende betydning. Så må det være, fordi der skal tages et særligt hensyn til medarbejderen.

»Jamen, det er der til medarbejderen, som bliver sendt ind i en situation, hvor de skal udtale sig på myndighedens vegne. Kan du ikke se, at det er en ubehagelig situation at komme ind i, frem for at det er myndigheden som myndighed, der udtaler sig?«

Vedkommende skal jo bare fortælle, hvad han har oplevet. Han skal jo ikke redegøre for, hvad myndigheden har af synspunkter eller politikker eller andet.

»Jeg ved jo ikke, hvad SØK er interesseret i.«

SØK har jo tidligere udtrykt frustration over situationen. Nu fortsætter I så med at sige nej.

»Vi siger ikke nej.«

I siger, de må afhøre skriftligt.

»Ja, og hvis de kan pege på særlige forhold, så er vi parate til positivt at overveje spørgsmålet. Så siger vi ikke nej.«

Det kunne jo også ligne et forsøg på at skjule jeres egen rolle.

»Vi har tidligere udsendt en fælles pressemeddelelse med SØK, hvor vi siger, at samarbejdet fungerer tilfredsstillende, og vi har en fælles interesse i at komme til bunds i den her sag.«

Men alligevel vil ikke efterkomme bagmandspolitiets ønsker!

»Vi siger, at de kan stille spørgsmål skriftligt eller pege på særlige forhold, og så er vi parate til at overveje spørgsmålet.«

Og dermed fortsætter I den hidtidige linje, og som bagmandspolitiet tidligere har afvist at spille efter.

»Vi har fået en anmodning fra bagmandspolitiet, og den har vi nu svaret på.«

Og svaret er nej.

»Nej, vi svarer ikke nej.«

Er det så et ja?

»Vi er allerede nu parate til overveje det positivt, hvis de kan pege på særlige forhold.«

Så hvis det ikke er et nej, hvad er det så?

»Det er et: NU tilbyder vi skriftligt at svare på spørgsmål. Hvis I kan.. så vil vi. «

Så det er et måske?

»Du kan kalde det en mellemstation, hvis du vil.«

Læs også