Stor forvirring om boligpriser

BOLIGMARKED Stiger eller falder boligpriserne? Spådommene synes ligeså uforudsigelige som sommervejret. Danske Banks mæglerkæde, Home, kan spore svage prisstigninger på alle boligtyper.

Nu stiger boligerne atter i pris.

Påstanden kommer fra Danske Banks mæglerkæde, Home og er det seneste udsagn i en lang række om et af danskernes mest yndede samtaleemner: Hvad vej går boligpriserne?

Mæglerkæden bygger udsagnet på sin egen statistik over antallet af handler.

Hvor mange handler, der er tale om, vil kæden af konkurrencemæssige årsager ikke røbe.

Ifølge kæden er både villaer, ejerlejligheder og sommerhuse på det seneste steget en smule i pris.

Prisen på villaer er på landsplan steget fra 15.335 kr. pr. kvm. i 1. kvartal 2007 til nu 15.905 kr. Også sammenlignet med 2. kvartal sidste år er der tale om en stigning, for da var prisen 15.385 kr.

Prisen på lejligheder er begyndt at stige lidt på ny - fra 24.505 kr. i 1. kvartal til nu 25.830.

Her var prisen markant højere i 2. kvartal sidste år nemlig 26.910 kr.

Fritidshuse et tilsvarende steget med knap 2.000 kr. pr. kvm. de sidste tre måneder - fra gennemsnitlig 18.990 kr. pr. kvm. til 20.810 kr. pr. kvm.

Home peger samtidig på, at en opgørelse fra realkreditinstitutternes fælles database over boliger til salg, Realkreditnettet, viser, at antallet af boliger sat til salg på nettet nu for første gang i over et år overgås af boliger, der sløjfes fra listen - formentlig fordi de er blevet solgt.

Salgstiderne er stadig, ifølge Home, faldet fra 135 dage til nu 129 dage på lejligheder, mens huse er steget svagt fra 111 dage til nu 113 dage.

Skeptisk ekspert
Men den slags udmeldinger modtages hos landets mest erfarne boligekspert, lektor Jens Lunde, med skepsis.

»Jeg vil hverken spå om et fald eller en stigning. Jeg henholder mig kun til den officielle statistik, der senest har vist et svagt prisfald,« siger Jens Lunde.

Han ønsker således ikke at kommentere, at hans kollega på området, professor Jakob Brøchner Madsen, Københavns Universitet, forleden forudsagde kommende prisfald på boliger på op til 40 pct.

»Men jeg kan konstatere, at Erhverv- og Økonomiministeriet i en analyse af boligpriserne har slået fast, at de 30 pct. af prisstigningerne ikke kan forklares med samfundsudviklingen. Samtidig har OECD konstateret, at når først priserne er begyndt at falde, vil de fortsætte med at falde,« siger Jens Lunde.

Cheføkonom i Handelsbanken Jes Asmussen er mere klar i mælet. Han tror på prisfald.

Men foreløbig kun for de dyre huse i de dyre områder af landet

- især Nordsjælland.

»Vi har set en mindre stigning i antallet af tvangsauktioner. Det kan måske ses som et begyndende tegn på, at boligmarkedet er i større problemer, end det har været længe på grund af de stigende renter,« siger Jes Asmussen.

Nordeas mæglerkæde, Danbolig, ønsker ikke at komme med klare udmeldinger på, hvad vej boligpriserne vil gå.

»Nogle af de steder, hvor priserne er blevet sænket, har vi haft pæne salgstal i juni. Det gælder især i København,« siger Jens Meyer, Danboligs kommunikationschef.

»Men vi vil undlade at komme med bombastiske udmeldinger om prisudviklingen, « siger han.

Læs også