Wallenberg tror på 3-overskud

Kunderne strømmer til og bruger penge som aldrig før. Alligevel er der underskud i danske og svenske 3.

Smil over hele linjen.

Det er situationen for topledelsen i Wallenberg-familiens investeringsselskab, Investor AB, selv om selskabet i går fremlagde et halvårsregnskab, der viser, at Wallenberg-familiens investering i 3 Skandinavien er på vej til at runde fire mia. kr.

Alene i første halvdel af 2007 har Investor AB udskrevet nye 3-checks på i alt 405 mio. kr. for at holde 3 Danmark og 3 Sverige flydende.

Hertil kommer checks fra hovedejeren Hutchison Whampoa, der ejer 60 pct. af 3 Skandinavien, mens Wallenberg-familien sidder på de resterende 40 pct.

Alligevel er adm. direktør i Investor AB, Börje Ekholm, fortrøstningsfuld oven på offentliggørelsen af de seneste tal.

»Vi har stigende forventning til, at 3 Skandinavien vil nå målet om overskud på den daglige drift på månedsbasis i 2008,« siger Börje Ekholm.

Skal have overskud
Meldingen betyder, at 3-forretningen har frem til december 2008 til at veksle kundernes indbetalinger til et overskud.

Til det brug kan 3ledelserne i Danmark og Sverige glæde sig over, at kunderne strømmer til 3-forretningen. Faktisk voksede det samlede kundetal med 75.000 til 806.000 i andet kvartal, hvilket er ny rekord.

Tallene viser ikke udviklingen på de enkelte markeder, men i branchen skønnes det, at kunderne fordeler sig med 580.000 i svenske 3, mens det danske 3-selskab anslås at have rundet 226.000.

Ifølge den seneste opgørelse fra IT- og Telestyrelsen havde 3 Danmark med udgangen af december 194.424 kunder.

Samtidig viser Investor-regnskabet, at kunderne bruger penge som aldrig før. Mens mobilselskaber typisk henter 175-250 kr. om måneden på hver mobilkunde, viser den skandinaviske 3-forretning, at kunderne i første halvdel af året har lagt imponerede 346 kr. i 3-kassen hver eneste måned, hvilket er ny rekord.

Problemet for den skandinaviske 3-forretning er blot, at man trods en samlet halvårsomsætning på 1.635 mio. kr. stadig kommer ud med et underskud på den daglige forretning. I første halvdel er tabet opgjort til 293 mio. kr.

3 Danmark offentliggjorde for nylig sit 2006-regnskab, der viste et minus på bundlinjen på 951 mio. kr. efter et salg på 726 mio. kr.

Situationen får dog ikke Investor-toppen til at ryste på hånden.

»Vi står 100 pct. bag 3 Danmark og de planer, der er lagt,« siger Börje Ekholm.

Samlet venter Investor AB, at det vil kræve investeringer på omkring 20 mia. kr. at udvikle 3-forretningerne i Sverige og Danmark til en forretningsmæssig succes. Foreløbig har Investor og Hutchison Whampoa skudt omkring 10 mia. kr. i projektet.


BRANCHENYT
Læs også