Arla-comeback i Mellemøsten

FØDEVARER Stærkt comeback for Arla i Mellemøsten. I store dele af regionen er Arlas salg nu væsentligt større end før Muhammed-krisen. Kun salget til Saudi-Arabien halter stadig.

Halvandet år efter, at Muhammed-krisen knockoutede Arla Foods i Mellemøsten, har mejerikoncernen præsteret et comeback, der er en Rocky-film værdig.

Krisen lagde på få døgn hele Arlas mellemøstlige milliardforretning i ruiner, og mange iagttagere frygtede, at mejerikæmpen aldrig ville komme på benene igen.

Men konkurrenterne må nu sande, at Arla er tilbage i ringen. I en lang række lande i regionen har Arla rejst sig og har kæmpet sig frem til en position, der er væsentligt stærkere end før krisen.

Fremgangen er særlig markant i lande som Libanon, Oman, Kuwait, Yemen og en række af regionens øvrige mindre lande. Således ligger Arlas salg i Oman nu 25 pct. højere end niveauet før krisen.

»Det generelle billede er, at vi i alle de mindre lande i regionen har - eller snart får - et salg, der er større end før Muhammed-krisen,« vurderer Finn Hansen, direktør for Arlas Division Oversø.

Denne fremgang skyldes især, at Arlas forretning i Mellemøsten var i en fremragende form, umiddelbart inden Muhammed-krisen helt uventet ramte selskabet med en formidabel kraft.

Opkøb og aftaler
I tiden op til krisen styrkede Arla sin position i lande som Libanon, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar og Kuwait. Det skete blandt andet via køb af salgs- og distributionsselskaber samt indgåelse af joint ventures.

»Derfor har vi - i forhold til salg og distribution - langt større muskler i disse lande, end vi havde for et par år siden. Det ser vi også i et land som Libanon, hvor salget af både ost og smør går forrygende,« fortæller Finn Hansen.

Takket være det stigende salg til de mindre lande i regionen anser Finn Hansen det for realistisk, at Arla med udgangen af 2007 vil have et salg til hele Mellemøsten, der er på højde med niveauet før krisen. Arlas vigtigste marked i regionen, Saudi-Arabien, trækker gennemsnittet ned. Salget til Saudi-Arabien ligger stadig noget under indeks 100, og her bliver kampen ekstra hård.

»Vi ser stadig enkelte detailkæder, der profilerer sig på, at de ikke sælger danske varer. Samtidig ser vi generelt en skærpet konkurrence, fordi en række konkurrenter nåede at bide sig fast i vores fravær,« forklarer Finn Hansen.

Aanalyser fra Landbrugsraadet viser, at Danmarks landbrugseksport til Mellemøsten i 1. kvartal havde en værdi af 271 mio. kr. I 1. kvartal 2006 - under krisen - beløb eksporten sig til 112 mio. kr. og i 2005 til 348 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også