Farlig brændsel

KINA Kinas landbrugsminister, Sun Zhengcai, advarer mod masseproduktion af biobrændsel, da det kan føre til stigende inflation og underminere landets fødevaresikkerhed, skriver Folkets Dagblad.

Landbrugsministeriet kritiserede for nylig visse regeringskontorer og virksomheder for manglende koordinering og planlægning af produktionen af biobrændsel, især ethanol, der fremstilles af korn. Sun Zhengcai oplyser, at siden anden halvdel af sidste år har knappe forsyninger af visse landbrugsprodukter ført til stigende priser på korn, spiseolie og kød.

Stigende fødevarepriser, der udgør ca. en tredjedel af forbrugerprisindekset, førte i maj til den højeste inflation i 27 måneder. På grund af et fald i mængden af landbrugsjord og faldende vandressourcer har Kina problemer med at nå ministeriets målsætning for kornproduktion på 500 mio. ton i 2010, oplyser landbrugsministeren. 2007 har budt på flere udfordringer, bl.a. dårligt vejr, skader på kornet pga. skadedyrsbekæmpelsesmidler og faldende fordele ved at dyrke korn. Ifølge ministeren bør Kina øge støtten til produktionen af olieholdige frø, herunder soja, da der er et stort underskud på forsyningen af spiseolie. Kina er verdens største importør af sojabønner.

Reuters

BRANCHENYT
Læs også