Nervøsiteten bredte sig

BOLIGMARKEDET Uro i de amerikanske finansmarkeder satte sit præg på både aktier og valuta.

Dystre meldinger fra den amerikanske finanssektor lå som en mørk sky over markederne onsdag, så investorerne flygtede fra de mere risikobetonede aktier og valutaer og søgte sikker havn i først og fremmest statsobligationerne.

Det var nok en gang boligsektoren samt det sekundære lånemarked i USA, der gav anledning til bekymrede miner, idet flere og flere amerikanske boligejere tilsyneladende har problemer med at betale afdragene på de lån, der blev indgået for år tilbage, da renteniveauet var lavere, og økonomien og huspriserne stadig buldrede fremad.

Tirsdag blev der sat fokus på problemerne og de afledte effekter fra det skrantende boligmarked efter nedjusteringer fra to af USA's største detailkæder, Home Depot og Sears Holdings.

Begge angav et faldende salg af byggemarkedsartikler og andet boligudstyr som den væsentligste årsag til, at estimaterne for årets indtjening sandsynligvis ikke bliver nået.

Lavere kreditværdighed
Dermed var tonen slået an for en nedtur i aktiemarkederne, og det blev forstærket senere, da to store finanshuse, Standard & Poor's samt Moody's Investors Service, begge bekendtgjorde, at de vil sænke vurderingerne af en lang række obligationer baseret på boliglån, der er udstedt i det sekundære lånemarked til amerikanere med lav kreditværdighed.

Låntagerne er ganske enkelt ikke i stand til at betale afdragene på lånene, der på grund af den lave kreditværdighed er udstedt på særlige vilkår med en højere rente end normalt.

Aktienedtur i Europa
Analytikerne er bekymrede for, hvad den udvikling på længere sigt kommer til at betyde for den amerikanske økonomi.

Mange frygter en kraftigere afmatning.

Bekymringerne gav markante kursfald til de amerikanske aktier sent tirsdag og satte også onsdag et tydeligt præg på stemningen i Europa, hvor nedturen fortsatte.

I det tyske DAX-indeks nåede blot et par stykker ud af 30 aktier i plus, og det billede gik igen i de øvrige store europæiske indeks gennem det meste af onsdagen.

Men intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget, så da de amerikanske børser slog dørene op, begyndte investorerne straks at udse sig de aktier, der havde fået flest tæv under tirsdagens nedtur og følgelig var på udsalg.

Håbet om bedre tider forude fik derved en selvopfyldende effekt, idet investorernes opkøb af billige aktier hjalp med til at holde en hånd under niveauet på børserne i New York onsdag aften. I en noget rodet handel formåede de store indeks fra Wall Street at holde sig oven vande på trods af den indledende nervøsitet.

Naturligt nok var de defensive aktier fra især medicinalindustrien blandt de foretrukne i onsdagens marked.

Uroen i aktiemarkederne og de betænkelige toner fra den amerikanske økonomi satte valutaerne i bevægelse, og dollaren nåede undervejs i handelen ned i rekordlavt niveau over for euroen. Onsdag eftermiddag lå kursen på en euro i dollars i en dugfrisk rekord på 1,3787.

Ofte er dollaren ellers et af de aktiver, investorerne søger hen mod, når det trækker op til uvejr i finansmarkederne, men det holdt ikke stik onsdag, idet netop den amerikanske økonomi er problemernes primære omdrejningspunkt.

Fokus på europæiske renter
En bagvedliggende årsag til dollarens faldende popularitet er desuden, at investorerne bliver mere og mere overbeviste om, at renteniveauerne er på vej op i både Europa og Asien, mens der derimod ikke er umiddelbar udsigt til højere forrentning på den amerikanske valuta.

De røde tal på børserne gav til gengæld medvind til lavtforrentede valutaer som yennen og schweizerfrancen, idet mange investorer mistede lysten til den risikobetonede carry trade, der består i at optage billige lån i lande med lav rente og derefter omsætte midlerne til aktiver med potentiale for højere afkast.

Det giver ofte et stort udbud af de lavtforrentede valutaer, når det går godt på børserne, men når stemningen skifter, og investorerne ønsker at afslutte låneaktiviteten, stiger efterspørgslen igen.

BRANCHENYT
Læs også