Topjob

Hvad er den vanskeligste beslutning, du har måttet tage i din tid som leder? Det kan jeg ikke svare på. Jeg kan ikke sætte fingeren på en enkelt beslutning, der har været den sværeste. Jeg har da truffet vanskelige beslutninger, men når det er den rigtige beslutning at træffe, virker det ikke så svært. Jeg er i nærhed med det, jeg beslutter, så jeg føler sjældent, det er så dramatisk.

Og den mest spændende beslutning?

Det var uden tvivl at sige ja til at lede LD Markets. At være med til at opbygge en børsmægleraktivitet og stå for alle indkøb fra it systemer til viskelæder - det er en once in a lifetime oplevelse. Jeg vidste, at dét måtte jeg bare være med til. Jeg arbejder i en spændende branche, der udvikler sig rigtigt meget i disse år.



Hvor mange timer bruger du på arbejdspladsen i en typisk uge?

Omkring 40-60 timer. De dage, hvor min søn ikke behøver mig tidligt hjemme, arbejder jeg mere igennem og giver den en skalle.

Og ofte er jeg på kundeture og har investeringsarrangementer om aftenen, så det er lange dage.



Hvordan bruger du dit faglige netværk i hverdagen?

Jeg tror på, at man får, hvad man giver. Jeg bruger mine netværk utrolig meget og har allerede som barn netværket meget, og jeg giver altid noget igen for at kunne få det bedste ud af dem. Det kan være noget så enkelt som udveksling af telefonnumre.



Hvis du frit kunne vælge blandt denne verdens store ledere, hvem ville du så helst bede om gode råd?

Jeg synes, at det er et fjollet spørgsmål, for det kommer helt an på, hvilket råd, jeg skal søge. Hvis det er om mig, og noget jeg kan eller skal gøre, så søger jeg råd af min stedfar og mine to mentorer. Min holdning er, at man selv er primus motor for at skabe sit eget liv, og jeg tror mest på at bruge de mennesker, der er tæt på mig.



Hvilken egenskab sætter du størst pris på hos dig selv?

At jeg tager ansvar for mig selv og har min integritet i behold. Jeg går ikke på kompromis, men forsøger altid at lave alting 100 pct. På den måde kan jeg bevare mig selv og stå ved det, jeg laver. Derudover er det nok humor og en vis selvironi. Man skal ikke gøre tingene sværere, end de er.



Hvad er den væsentligste drivkraft i dit arbejdsliv?

Jeg elsker resultater. Jeg er gammel elitespiller i badminton, nu er det blevet golf, og at vinde og se resultater driver mig. Og så at få ros.



Hvad kan give dig søvnløse nætter?

Hvis der er uro på personalesiden. Den sektor, jeg arbejder i, er præget af mangel på gode medarbejdere, så det kan være svært at holde konkurrencen for døren.

Uden gode medarbejdere kan man ikke drive god forretning. I LD Markets har alle medarbejdere aktier i firmaet, hvilket er motiverende og skaber større tryghed - også på den lange bane.



Hvad ville du kaste dig over, hvis du fra i morgen fik 365 dages betalt frihed?

Et år betalt er ikke det, der vil give mig en frihedsfølelse. Frihed for mig er at gå på arbejde hver dag og lave det, jeg synes er sjovt, og som jeg tror på. Jeg er altid i gear og vil ikke pt. lave andet, end det jeg laver nu. Jeg søger udfordring - og skal være med til at skabe tryghed, og derfor tager jeg altid aktivt stilling til mit liv for at opnå de mål, virksomheden stiller, og som jeg gerne vil nå med mine kolleger.

christina.wildfang@jp.dk

Læs også