Dovne investorer tjener mest

Amerikansk undersøgelse viser, at den passive investor får markant bedre afkast end daytraderen.

Hængekøje-investoren slår den flittige daytrader med flere længder. Det er umuligt at ramme markedets op- og nedture korrekt. Derfor giver det i længden et højere afkast at købe en portion aktier og gemme dem i skuffen.

Det er ikke småpenge, det drejer sig om. Den dovne investor har siden 1973 tjent godt en tredjedel så meget på Københavns Fondsbørs som den gennemsnitlige aktive investor, der løbende går ud og ind af markedet.

En undersøgelse, foretaget af professor Ilia D. Dichev fra University of Michigan, viser ifølge Formueplejes nyhedsbrev, at merafkastet for den passive investor i perioden 1973 til 2004 har været på ca. 1 pct. om året i gennemsnit i København. På den amerikanske Nasdaq-børs er forskellen endnu større med et gennemsnitligt årligt afkast på knap 10 pct. til den passive og knap 5 pct. til den aktive handlende.

Dermed vil den langsigtede investor, som i 1973 spejlede totalindekset på Københavns Fondsbørs og købte aktier for en mio. kr., i 2004 stå med en formue på 40,7 mio. kr., mens gennemsnitsinvestoren, der jager toppe og bunde på aktiemarkedet, kom ud med 30,9 mio. kr.

»Al teori viser, at en god billig aktie under hovedpuden er bedre end at lede efter toppe og bunde. Når du handler hyppigt, er der dels de regulære omkostninger i form af kurtage, dels er du oppe imod tusindvis af andre, der også leder efter top og bund. Og skønt du skulle sælge i rette tid, er det svært også at time tilbagekøbet af den samme aktie. Du risikerer at gå ind igen til en højere kurs, end du solgte for,« siger seniorkapitalforvalter Nicolai Borcher, Formuepleje.

Han konstaterer tørt, at den typiske investor er for præget af, hvad der står i aviserne. Og derfor sælger på et tidspunkt, som måske snarere var en købsmulighed.

Analytiker Las Olesen fra investeringsforenings-analyseselskabet Morningstar taler også om den klassiske investorfejl:

»Som mennesker har vi generelt en større tillid til egne evner, end der egentlig er belæg for. Vi tror, at netop vi kan time vores køb og salg, så vi slår markedet, men det kan vi yderst sjældent. Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal bevare enhver dårlig investering til hver en tid. Men frem for at følge kurserne dagligt, skal man måske nøjes med at vurdere sin portefølje et par gange årligt,« siger Las Olsen.

Den nye amerikanske undersøgelse lægger sig i kølvandet på flere andre internationale undersøgelser. Blandt andet har svenske Anders Anderson fra Swedish Institut for Financial Research ud fra en analyse af 300.000 aktiehandler påvist, at mange årlige handler til høje omkostninger kostede op til 8,5 pct. på det årlige afkast i forhold til det generelle aktiemarked.

lene.andersen@jp.dk


Læs også