Investorregler koster banker dyrt

VÆRDIPAPIRER: Skrappere regler om handel med værdipapirer pr. 1. november skaber travlhed i EU-bankerne. Flere medlemsstater har opgivet at blive klar.

Danske banker og sparekasser må skyde et trecifret millionbeløb i nye EU-regler om investorbeskyttelse.

De såkaldte MiFID-regler træder i kraft den 1. november, og først nu begynder vejledninger og bekendtgørelser at dukke op. Derfor arbejdes der på højtryk sommeren over.

De nye regler skal sikre bedre beskyttelse af private investorer over hele EU, når der handles værdipapirer. Samtidig er det håbet, at konkurrencen over landegrænserne øges og dermed sikrer bedre priser.

Kun 8 er på plads
Men kun 8 ud af 27 medlemsstater har lovgivningen på plads. Og de danske banker er ikke helt tilfredse med, at de sidste bekendtgørelser og vejledninger herhjemme endnu mangler.

»Bankerne arbejder virkelig på højtryk for at blive klar til den 1. november lige nu. Vi mangler fortsat flere vejledninger, så vi er pressede. Vi er opmærksomme på, at en række medlemsstater tilsyneladende ikke bliver klar til den 1. november. Men vi stiller ikke danske særkrav om en udskydelse af MiFID. Det bliver en fælles vurdering i Den Europæiske Bankforening, da der i givet fald bør være tale om en udskydelse, som omfatter samtlige medlemslande,« siger kontorchef Berit Fredberg fra bankernes organisation Finansrådet.

Svært at undgå fejl
Hun understreger, at tidspresset på grund af de forsinkede bekendtgørelser og vejledninger vil gøre det vanskeligt at undgå formelle fejl efter den 1. november.

Det nye direktiv består af tre store dele. Øget investorbeskyttelse, nye regler om bedst mulige handelspriser og regler om en ny overvågningsfunktion - compliance - for værdipapirhandel. Alene investorbeskyttelsen ventes at koste de danske pengeinstitutter og børsmæglere over 250 mio. kr. til sammen.

Hos Finanstilsynet erkender kontorchef Stig Nielsen, at tidsrammerne er snævre.

Omfattende ændringer
»Der er tale om ganske omfattende ændringer, som giver ekstra omkostninger både hos myndigheder og banker. Lige nu er det vores forventning, at de danske virksomheder alle er på plads den 1. november.«

De store danske banker arbejder på højtryk i sommerferien.

»Der er tale om en ganske omfattende lovkompleks, hvor vi bl.a. skal gennemføre en omfattende kortlægning og vurdering af alle vore investeringskunder,« siger bankdirektør Torben Nielsen, Sydbank.

Danske Bank-koncernen har arbejdet ud fra EU-direktivets tekst og ikke ventet på dansk vejledning. Her er vurderingen, at koncernens mere end 400 involverede medarbejdere skal bruge 150 mio. kr. på at implementere direktivet.

Krav til information
»Der bliver stillet langt større krav til information af og viden om detailkunderne fremover. Det kræver store investeringer og ændringer af systemer. Men forhåbentlig vil kunderne i den anden ende opleve en bedre dokumentation for deres rådgivning og bedre information om priser og rettigheder,« siger projektleder Ulla Wulff Kjær.

lene.andersen@jp.dk


Læs også